Danmark er i finalen til Eurovision Song Contest

Danmark er i finalen til Eurovision Song Contest

Danmark er i finalen til Eurovision Song Contest i Kiev på lørdag den 13. maj. Anja gik videre fra torsdagens semifinale i Kiev i Ukraine med det danske bidrag, "Where I Am", som i februar vandt i Jyske Bank Boxen i Herning.

Anja har selv skrevet "Where I Am" sammen med Angel Tupai og Michael D'Arcy.

Danmark har ikke været i finalen i Eurovision Song Contest siden 2014, hvor Basim nåede en niendeplads med "Cliché Love Song", da showet blev afholdt i København. Hverken Anti Social Media eller Lighthouse X gik videre fra semifinalerne i henholdsvis 2015 og 2016.

Anja er født og opvokset i Sydney i Australien, men hendes forældre er danske. Hun vandt i 2014 den australske udgave af talentshowet Voice med will.i.am fra Black Eyed Peas som mentor og udsendte kort herefter sit debutalbum "Anja Nissen". I 2016 deltog hun også i det danske Melodi Grand Prix, hvor hun fik en andenplads med "Never Alone".

Også det bulgarske bidrag, "Beautiful Mess", som er skrevet af blandt andre danske Alex Vargas og blev fremført af Kristian Kostov, gik videre til finalen. England er altid deltager i finalen, og årets engelske vinder, "Never Give Up on You", sunget af Lucie Jones, er også skrevet af blandt andre en dansker, Emmeli de Forest, der selv vandt som solist i 2013 med "Only Teardrops".

Broderlandet Norge gik ligeledes videre, ligesom Sverige gjorde det ved den første semifinale i tirsdags.

Se Anja fremføre "Where I Am" ved semifinalen:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA