Nyhed

Video: Danske Myrkur går viralt med smuk folkevise

Fra mørk metal til idylisk englesang

Den danske sangerinde og musiker Amalie Bruun, kendt under kunstnernavnet Myrkur, er på få dage gået viralt på Facebook. I den delte video står Myrkur i en stille, mørk skov, hvor hun spiller på det svenske instrument nøgleharpe og synger en svensk folkevise. Se videoen nedenfor.

Videoen på blot 1,5 minutter er, i skrivende stund, set over 3,5 millioner gange og er blevet delt over 88.000 gange på Myrkurs Facebook-side, hvilket er virkelig godt gået. Tidligere er Amalie Bruun kendt for både elektroniske popvibes, indierock og senest sit one-woman musikalske projekt Myrkur, hvor tonerne er mørk metal og helt anderledes. 

Amalie Bruun udgav i slutningen af 2015 albummet med titlen "M" bag kunstnernavnet Myrkur. Keld Rud tildelte projektet fire flotte stjerner, da det ifølge ham måtte være årets stærkeste metaldebut. Om musikken skrev han: "Fra de mest sagte passager, hvor Bruuns smukke røst udgyder pastorale melodier blot akkompagneret af klaver, til det meste iltre og hysteriske metaludbrud, hvor forvrængningen truer med at opsluge hele lydbilledet, er der et kæmpe spænd". Samme år fik Myrkur med samme album en GAFFA-Pris for "Årets Danske Hardrock-Udgivelse".


Der tegnes med tidligere udgivelser og den nye video et billede af Amalie Bruun som en nuanceret kunstner, der formår at nå vidt omkring. 

 


 

ANNONCE