Nyhed

Morrissey udtaler sig om terrorangrebet i Manchester – og kritiserer politikere

Manchester-bysbarnet er hård i mælet

Oven på mandag aftens terrorangreb ved Ariana Grandes koncert i Manchester Arena er det strømmet ind med fordømmelser af angrebet, mindeord og kondolencer til de efterladte til de i alt 22 dræbte. Nu er der også kommet en kommentar fra Morrissey, der er opvokset i byen og på angrebstidspunktet befandt sig i den for at fejre sin 58 års fødselsdag. Den altid kontroversielle tidligere The Smiths-sanger benytter lejligheden til at kritisere både engelske polikere og den engelske dronning.

Morrissey skriver på Facebook blandt andet:

"Hvordan vil dette nogensinde stoppe? Theresa May (Englands premierminister, red.) siger, at sådanne angreb "ikke vil knuse os", men hendes eget liv bliver levet i en skudsikker boble, og hun behøver selvsagt ikke at skulle identificere nogle unge mennesker i dag i Manchesters lighuse. Og "vil ikke knuse os" mener, at tragedien ikke vil knuse hende, eller hendes integrationspolitik. De unge mennesker i Manchester er allerede knust, men tak alligevel, Theresa. Sadiq Khan (Londons borgmester, red.) siger, at "London står sammen med Manchester", men han fordømmer ikke Islamisk Stat – som har taget ansvaret for bomben. Dronningen får absurd ros for sine "stærke ord" mod angrebet, men alligevel aflyser hun ikke dagens havefest på Buckingham Palace – hvilket man ikke må kritisere i et Storbritannien med fri presse. Manchesters borgmester Andy Burnham siger, at angrebet er foretaget af en "ekstremist". En ekstrem hvad? En ekstrem kanin?"


Læs hele Morrisseys indlæg nedenfor:

ANNONCE