P6 Beat elsker Depeche Mode i seks timer lørdag – med GAFFA-skribent som medvært

P6 Beat elsker Depeche Mode i seks timer lørdag – med GAFFA-skribent som medvært

Onsdag den 31. maj giver verdens største elektrorockband Depeche Mode koncert i Parken, og i den anledning sender DR P6 Beat seks timers radio om gruppen lørdag den 27. maj klokken 10-16 under overskriften "P6 Beat elsker Depeche Mode".

Bandet har skabt talrige hits siden debuten i 1981, har dedikerede fans overalt på kloden, fra goth-dyrkere til popelskere, og så er det et band med en mytisk historie om alt fra stoffer og en nærdødsoplevelse for sanger Dave Gahan til indspilninger i Puk-studierne ved Randers og stadionkoncerter kloden rundt.

P6 Beat har mødt guitarist, sangskriver og medstifter Martin Gore til et interview om karrieren, det nye album ”Spirit” og den store turné.

Vært er Anders Bøtter, og medvært er musikjournalist og anmelder ved GAFFA Kristian Bach Petersen, der tidligere har været medvært på "P6 Beat elsker Kent" og "P6 Beat elsker Muse".

"P6 Beat Elsker Depeche Mode" gennemgår hele bandets historie fra de tidlige synthpopdage med gennembrudshittet "Just Can't Get Enough" til nutidens eftertænksomme elektrorock.

Programmet gæstes blandt andre af store fans som Mikael Simpson, tv-vært Anders Breinholt, Vild med Dans-vært Claus Elming og sangerinde, sangskriver og elektronikamusiker Lydmor, og der bliver naturligvis masser af musik med Depeche Mode, både kendte og mindre kendte sange.

Desuden kan du vinde billetter og meet'n'greet til koncerten i Parken.

Varm op med klassikeren "Personal Jesus" fra 1989:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA