Nyhed

Oplev hitmaskinen Bryan Adams i naturskønne omgivelser

Skrål med på ”All For Love” og ”Run To You”

 

Hvem har ikke, på et givent tidspunkt i livet, stået med en halvfuld genstand i hånden, og skrålet med på ”Summer of 69”. Nu har du chancen for at spole tiden tilbage og gentage den succes. Den canadiske sanger og sangskriver gæster Helsingør torsdag den 29. juni, hvor han giver en eksklusiv udendørskoncert i Kulturhavn Kronborg.

Den nu 57-årige rockstjerne har de seneste fire årtier skrevet musikhistorie med mere end 65 millioner solgte albums og førstepladser på hitlister i over 40 lande. Det var især med sit tredje album “Cuts Like a Knife” fra 1983, at Adams fik sit store gennembrud. Hans seneste udgivelse ”Get Up” kom i 2015, og året før var det ”Tracks of My Heart”, så Adams er stadig en produktiv herre. Med sig til koncerten på havnefronten i Helsingør har han sit band.


Den alternative location gør det muligt for koncertgæster at sejle direkte til Kulturhavn Kronborg, lægge til ved havnefronten, og blive natten over. På den måde slipper du for at skændes med dine koncertvenner om, hvem der skal køre bilen hjem og blot nyde, at koncertpladsen er få meter fra din flydende residens.

Det eneste der kræves er, at du ankommer i en båd, der er mindst 10 meter lang. Dette krav eksisterer udelukkende grundet sikkerheden i havnen. Hvis den maritime løsning tiltaler dig, skal du kunne fremvise en kajpladsbillet. Med den kan du lægge til i Helsingørs Kulturhavn Kronborg i egen båd fra den 29. juni klokken 12.30.

Klik her for mere information om billetter og havnepladser.


 

ANNONCE