Nyhed

Josh Homme på vej med filmmusik og dokumentar

Foruden kommende QOTSA-album laver Homme soundtrack og debuterer som instruktør

For nogle måneder siden kunne vi fortælle, at Stenalderens Dronninger i QOTSA vil indspille et nyt album i løbet af 2017. NME kunne forleden fortælle, at albummet skrider fremad.

Den rødhårede frontmand Josh Homme, som er kendt for sit alsidige arbejde med et hav af musikere, har vanen tro haft fingrene i flere gryder og er nu på vej med både filmmusik og en dokumentar.

Filmen, som Homme lægger musik til, hedder Aus dem Nichts og har fået den engelske titel "In the Fade". Den tyske titel kan på dansk oversættes til "Ud af Ingenting". Filmen handler om en kvinde, som skal kapere tabet af sin søn og mand efter en bombesprægning, og som overvejer hævn. Hovedrollen i filmen spilles af tyske Diane Kruger, kendt fra "Inglorious Bastards", "Troy" og "National Treasure".


"Aus dem Nichts" står til premiere i de tyske biografer til november. Homme har oplevet terror tæt på livet, efter terrorhandlingen ved Eagles of Death Metals koncert 13. november 2015. Homme spiller trommer i bandet, men ikke live, og var ikke til stede ved skyderiet og bombeangrebet i Paris, hvor 90 personer blev dræbt.

American Valhalla er titlen på den dokumentar om skabelsen af den anmelderroste Iggy Pop / Homme-udgivelse "Post Pop Depression" fra 2016. Hommes medinstruktør er den tyskfødte fotograf Andreas Neumann, som har fortalt om sin oplevelse omkring studiet i The Joshua Tree i Californien:

– Da jeg rejste til Joshua Tree den første gang, var det bare et magisk sted. Freden og stilheden. Nogle steder ligner det, at man er på Månen. Det er bare utroligt. Det er derfor, de valgte at indspille albummet der. Jeg tror, de brugte tre uger der, og sagde det ikke til nogen. Det var som et hemmeligt projekt.


Du kan læse mere om "American Valhalla" på projektets hjemmeside.

Se traileren til "In the Fade" her:


Se traileren til American Valhalla her:

ANNONCE