Veto tager på Danmarksturné

Veto tager på Danmarksturné

Lørdag nat på Heartland Festival spillede Veto på Heartland Festival deres første koncert i fire år, og nu kan bandet offentliggøre deres første spillestedsturné siden 2013. Touren ligger i marts 2018 og byder på koncerter i Danmarks fire største byer.

Gruppens seneste udgivelse er ep'en "Point Break" fra 2013. Siden har sanger Troels Abrahamsen haft travlt med det akustiske soloprojekt Exec, ligesom bassist Jens Skov Thomsen er blevet en del af Mantua sammen med sanger Silas Bjerregaard fra Turboweekend og den tidligere Dúné-trommeslager Malte Aarup-Sørensen. Samtidig har bandet arbejdet på et nyt album i fuld længde, deres første siden 2011 og det fjerde i alt, og de ser frem til at præsentere nogle af de nye numre i sammenhæng med de tidligere udgivelser.

”Efter en koncertpause på fire år glæder vi os selvfølgelig helt vildt til at komme ud og spille igen. Vi er ved at færdiggøre en ny plade, som både peger fremad og rækker bagud i vores udvikling som band, og vi synes, at de nye numre hænger virkelig godt sammen med bagkataloget,” udtaler gruppen.

Veto blev dannet i Aarhus i 2004 og har siden udgivet tre album og fem ep'er. Bandet blev i 2007 kåret som "Årets Nye Danske Navn" ved Danish Music Awards og vandt i 2009 P3-Prisen. De har desuden gennem årene vundet hele otte GAFFA-Priser.

GAFFAs anmelder var i øvrigt begejstret for koncerten på Heartland, som vi tildelte fem stjerner under overskiften "Gedigen elektrorocket genkomst". Læs hele anmeldelsen her.

 

Veto 2018

8/3 - Aalborg - Skraaen

9/3 - Aarhus - VoxHall

10/3 - Odense - Magasinet

15/3 - København - Vega

 

Varm op med den GAFFA-Prisen-vindende musikvideo "Am I Awake Or Should I Wake Up" fra gruppens koncert på Roskilde Festival 2011, hvor de åbnede Orange Scene:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA