Nyhed

Hør forsmagen på Sebastians kommende album

Sebastian er færdig i studiet og udsender ny sang

I marts kunne den danske sangskriver, musiker og komponist Sebastian fortælle, at et nyt studiealbum var undervejs. Nu er albummet færdigt og klar til udsendelse den 8. september, og ikke nok med det, for den første smagsprøve kan allerede høres – hør den nederst.

Det første udspil fra albummet hedder ”Med dig hele vejen”. Om sangen fortæller Sebastian selv: ”Sangen ”Med dig hele vejen” er en hilsen til kæresten og den bedste ven – en fælles sang at varme sig ved på livets rejse. Også når rejsen bliver hård og modgang venter. En skæbnesang, som håber på venskab og sammenhold i en verden under voldsomme forandringer”.

Sebastian har forstået, hvordan man skriver og leverer danske hits, og opskrifterne har han ikke glemt på det kommende album. Flere af sangene, også ”Med dig hele vejen”, indeholder referencer og velovervejede små hilsner til tidligere sange.


Tilbage i april sidste år spillede Sebastian for et stort set fyldt Store Sal i Musikhuset, Aarhus. Til koncerten var GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt som kvitterede med fem stjerner og tilhørende rosende ord: ”Et par ekstranumre mere ville ikke have skadet, men ellers var der ikke meget at sætte en finger på ved en helt igennem fremragende koncert fra en trubadur, der til fulde lever op til prædikatet Toppen af Poppen – og toppen af sangskrivning i det hele taget”.

Hør sangen "Med dig hele vejen" her:


 

I løbet af sommeren og efteråret drager Sebastian landet rundt som solist i ægte trubadur-stil med sine klassikere pakket i kufferten. Han besøger disse steder: 

4. august - Pottegården, Ellinge Lyng
5. august - Pottegården, Ellinge Lyng
6. august - Skt. Nikolai Kirke, Nakskov
8. august - Lundsgaard Gods, Kerteminde
6. september - Megeriet, Hundested (udsolgt)
7. september - Beghuset, Dragør (udsolgt)
8. september - Fuglsøcentret, Knebel
9. september - Musikhuset Aarhus
10. september - Musikhuset Aarhus
13. september - Godset, Kolding
14. september - Musikteatret, Holstebro
15. september - Rotationen, Holbæk
16. september - Gribskov Kultursal, Helsinge
17. september - Herlev Teaterbio
19. september - Magasinet, Odense
20. september - Jysk Musikteater, Silkeborg
21. september - Alsion, Sønderborg
22. september - Harmonien, Haderslev
23. september - Borgerforeningen, Svendborg
26. september - Skråen, Aalborg
27. september - Vendelbohus, Hjørring
28. september - Morsø Teater, Nykøbing Mors
30. september - Portalen, Greve
01. oktober - Store Vega kl. 20.00, København (få billetter)


ANNONCE