Se sommerlig video med festivalaktuelle Folkeklubben

Se sommerlig video med festivalaktuelle Folkeklubben

Flittigt turnerede Folkeklubben er klar til at fortsætte en tætpakket festivalsommer, der blandt andet tæller NorthSide, Tinderbox og Smukfest. Det gør de med musikvideoen til sangen "Slå Flint". Videoen er optaget ved sommerens første festivaler, blandt andet Jelling Musikfestival, og publikum kan hermed få et lille indblik i livet på og bag scenen, når Folkeklubben-karavanen kommer rundt i sommerlandet. Se videoen nedenfor.

Det er titelsangen fra Folkeklubbens tredje album “Slå Flint!” fra august 2016, der hermed har fået en visuel side. Om sangen siger bandet:

"Den bygger på et digt af Klaus Rifbjerg ("Slå Flint!/Hvis gnisten falder heldigt/brænder bålet/Slå flint!/Og hvis det hele kikser/var der gnisten/der stinker tørt og fucking godt.” (Knastørre digte, 2006))

Rifbjergs digt rammer fint filosofien bag Folkeklubben. Fra vi så dagens lys en majdag 2011 i Folkets Park på Nørrebro, på pushernes nåde og foran et fåtalligt publikum, har vi slået til. Og det kan godt være, at der de første par år var flere på scenen end blandt publikum, men gnisten var der hos os og tilhørerne, og nu brænder der – endeløse rækker af turnéer (600 koncerter rundt regnet) senere! – et bål, som vi ikke selv kender rækkeviden af. 

Platon er den første, der med sin hulelignelse beskriver menneskelig erkendelse som en rejse fra mørket mod lyset. ”Slå Flint!” er en sang om lys og mørke; om oplysning. Hvordan du klarer dig som menneske – som band! – som samfund afhænger af din evne til at styre mod lyset!" 

GAFFAs anmelder Espen Strunk var begejstret for albummet "Slå Flint!", som han tildelte fem stjerner og blandt andet skrev følgende om: "Alt sammen leveret med uimodsigelig gadecharme, vid og ømhed – og som sådan Folkeklubben, som vi er kommet til at kende dem. Absolut fremragende." Læs hele anmeldelsen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA