Nyhed

Hør ny single fra NorthSide-aktuelle Lightwave Empire

GAFFA – alt om musik

Et år efter debut-ep’en "Kill Me With Love" er Lightwave Empire tilbage med singlen "I Need You Sundown", som er ude i dag, forud for lørdagens koncert på Northside Festival. Hør sangen nedenfor.

Inspireret af lysten til varmere himmelstrøg, lyden fra havet og musikken på den californiske vestkyst valgte Bjarke Niemann sidste år at trække Lightwave Empire til Los Angeles. Det skete oven på udgivelsen af singlen "Pleasure and Pain", som både fik roser fra amerikanske Noisey og den globale videokanal Nowness og blev fulgt op af debutkoncerten på Roskilde Festival 2016.  

"I Need You Sundown" kommer direkte fra Bjarke Niemanns studie i LA, hvor den danske sanger, sangskriver og musiker arbejder tæt sammen med den amerikanske producer Dave Sardy (LCD Soundsystem, RHCP, The Killers m.fl.), som også var manden bag knapperne på den anmelderroste debut-ep "Kill Me With Love". En ep, som GAFFAs anmelder Jens Dræby tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:


"Selvom Lightwave Empire er et perfekt soundtrack til at trampe rundt i urinstøv på diverse solskoldede festivaler, så er lyden måske ikke helt gammel nok til at være rigtig cool igen. Har man alligevel for alvor savnet den naive og semi-psykedeliske elektropop, så skylder man sig at lytte til de fire numre på 'Kill Me With Love'." Læs hele anmeldelsen her.

Om den nye single fortæller Niemann: ”Alt ser godt ud i solnedgangen. For mig handler dette nummer om at finde trøst i solnedgangen og den tilstand, den sætter mig i. Den er stabil i sin tilbagevenden, og man føler sig tryg i det store tandhjuls flotte omdrejning. Man fatter nuet.”

Bjarke Niemann har skabt musik til internationale computerspil og en række tv-programmer og film, men er kendt som frontmand i det nu hedegangne elektroniske rockband, Spleen United, som gav deres sidste koncert på NorthSide 2013. Og i modsætning til Spleen Uniteds melankolske toner dyrker Lightwave Empire et mere solbeskinnet udtryk, så vi håber, vejrguderne er med dem på NorthSide.


Hør "I Need You Sundown"

 

 


ANNONCE