Nyhed

Jørgen Leth fylder 80 år

x

Forfatteren, filmmageren, spoken word-frontmanden med mere Jørgen Leth fylder 80 år i dag, og vi fejrer det med en kort gennemgang af hans musikalske karriere.  

En karriere, der for alvor startede i 2004 med albummet ”Han er nu malet blå”, der blev til i samarbejde med Jonas Engberg og Abdullah S. Her tog Leth fat på oplæsninger af egne digte.

Efter en lille pause var Leth tilbage som spoken word frontmand i 2008, hvor han med Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig dannede trioen Vi Sidder Bare Her og udgav debutalbummet af samme navn. Sidenhen har samarbejdet mellem Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig kastet yderligere tre albums af sig, “Ikke Euforisk” fra 2010,“Ingen Regning til Mig” fra 2014 og senest ”Rak-Ma-Gak” fra 2016.


Netop ”Rak-Ma-Gak” blev anmeldt i GAFFA til fire stjerner, og her skrev vores anmelder meget passende om Leths formidable fortællerstemme:

– Det uforlignelige ved Jørgen Leths fortællinger er hans evne til at sætte et drama op over de helt små begivenheder eller betragtninger. Som hans erindringer om at cykle som barn og hans oplevelse af blodet fra det forslåede knæ, når han var væltet. Noget vi alle har en erindring om.

I forbindelse med udgivelsen af albummet mødtes GAFFA med Leth og Fridtjof Toksvig til en snak om albummet og samarbejdet i bandet. Her blev Leth blandt andet spurgt ind til niveauet på albummet, som han tidligere har beskrevet som det bedste, de nogensinde har lavet.


– Jeg synes, jeg kommer nogle steder hen, som jeg ikke kan komme ved at skrive digte for mig selv. Der er mange ting, som kommer med. Det er mere løst, tingene drysser ind, som de ikke vil gøre, når jeg skriver digte. Der er et ret stort mod i det. At sige det så direkte, så spontant. Det giver også en stor tiltro til spontaniteten. At tingene tager form på en ikke planlagt måde. Det kan jeg enormt godt lide.

Og til spørgsmålet om, hvorfor albummet skulle hedde Rak-Ma-Gak, svarede Leth kort og godt:

– Fordi det er et skide godt ord.


Jørgen Leth har også optrådt med jazzgruppen Reverse. Læs en GAFFA-anmeldelse fra 2014 her.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag kan du passende læse hele interviewet med ham og Fridtjof Toksvig lige her.

I sine unge år i 60'erne arbejdede Jørgen Leth i øvrigt som jazzanmelder på flere aviser, blandt andre Politiken.


Se en liveoptagelse med Vi Sidder Bare Her i 2009:

ANNONCE