Nyhed

Queens Of The Stone Age kommer til Danmark

GAFFA – alt om musik

Det er tre år siden, Queens Of The Stone Age sidst stod på dansk jord. Dengang var det NorthSide, der havde fornøjelsen af bandet. Men nu kommer det amerikanske rockband tilbage.

Tirsdag den 14. november kommer bandet til København, når de giver koncert i det nye Tap1 på Amager. Tilmed med et nyt album i ryggen. Tidligere på året kom det nemlig frem, at et længe ventet syvende album er på vej fra de californiske rockdrenge. Et album, der udkommer den 25. august, og som i øvrigt vil blive produceret af engelske Mark Ronson.

I en nylig video, som vi skrev om i går, fortæller bandet, at albummet kommer til at hedde "Villains". I videoen kan man også høre cirka 45 sekunder af den nye sang "Feet Don't Fail Me". Du kan se videoen ovenfor.


Queens Of The Stone Age blev dannet i 1996 og består i dag af Josh Homme på vokal og guitar og som allestedsværende frontfigur, Troy Van Leeuwen på guitar og keyboard, Michael Shuman på bas, Dean Fertita på guitar og Jon Theodore på trommer.
 
Bandet slog for alvor igennem med hitsinglerne ”No One Knows” og ”Go With The Flow” fra deres tredje album, ”Songs For The Deaf” fra 2002. Siden har numre som ”Little Sister” fra 2005-albummet ”Lullabies To Paralyze” og ”Make It Wit Chu” fra 2007’s ”Era Vulgaris”-plade skabt en enorm fanskare på internationalt plan. I 2013 udkom Queens Of The Stone Ages sjette studiealbum ”...Like Clockwork”, der som sine forgængere høstede albumroser linjen over og blandt andet kastede singlen ”Smooth Sailing” af sig. 

Billetsalget begynder 22. juni klokken 10.

ANNONCE