Nyhed

The Doobie Brothers giver dansk koncert

GAFFA – alt om musik

Den amerikanske gruppe The Doobie Brothers giver koncert på Værket i Randers lørdag den 11. november.

Bandet blev dannet tilbage i 1970 og er kendt for deres særlige blanding af blues, r&b, country, bluegrass og rock, med iørefaldende sange og flotte vokalharmonier.

The Doobie Brothers brød igennem internationalt i begyndelsen af 70'erne og står bag hits som ”Listen To The Music”, ”China Grove”, ”Long Train Running”, ”Jesus Is Just Alright”, ”What a Fool Believes” og ”Black Water”. De to stiftende medlemmer, Pat Simmons og Tom Johnston, er stadig kernen i bandet. De har skrevet mange af gruppens hits, som de stadig lægger stemmer og guitarer til. Som et supplement til guitar-lineuppet har de desuden John McFee, medlem af The Doobie Brothers siden 1978. Inden han kom med i The Doobie Brothers, var han studiemusiker for navne som Van Morrison, Steve Miller, Elvis Costello og The Grateful Dead.


De tre musikere udgør i dag The Doobie Brothers – sammen med keyboardspiller Bill Payne, som har arbejdet med artister som Pink Floyd, Bryan Adams, Emmylou Harris, Bonnie Raitt, Stevie Nicks og Robert Palmer, ligesom han var medstifter af Little Feat. Bill Payne spillede med bandet helt tilbage på den allerførste plade og har siden 2015 været fast turnerende medlem af bandet. Med sig på scenen har de desuden Marc Russo på saxofon, Ed Toth på trommer og John Cowan på bas.

Til dato har The Doobie Brothers har solgt mere end 48 millioner album verden over. De er optaget i Vocal Group Hall of Fame og har vundet fire Grammy-statuetter.

The Doobie Brothers havde fra 1976-1982 en mere soulagtig lyd med Michael McDonald som frontvokal. Han afløste den dengang sygdomsramte Tom Johnston som forsanger. Senere forlod Michael McDonald bandet for at gå solo, og The Doobie Brothers genopstod senere i sin oprindelige form med Johnston på vokal.


Der findes en sjov anekdote om The Doobie Brothers og C.V. Jørgensen. Tilbage i 1978 skulle Doobie Brothers give koncert i Falkoner Centret. Det var en koncert, som C.V. Jørgensens orkester Det Ganske Lille Band (med blandt andre den netop afdøde guitarist Ivan Horn), “frygteligt gerne ville overvære”. I bandets fælles referenceramme var der “fem-seks band og solister, vi alle dyrkede, og The Doobie Brothers var et af dem”. De kunne ikke være der til koncerten, da de selv havde et job i Jylland – indtil de af deres manager fik en opringning, hvor han fortalte, at deres koncert i Jylland var blevet flyttet, for de skulle i stedet til København den aften og varme op for … The Doobie Brothers.

Denne historie og meget mere fortæller bandets daværende trommeslager René Wulff om i en ud af to artikler om bandet på GAFFA.dk. Læs artiklen her.

The Doobie Brothers gav senest dansk koncert i Forum i 2010, hvor de varmede op for ZZ Top. Her uddelte GAFFAs anmelder Torben Holleufer fire stjerner og skrev blandt andet: "Vi fik selvfølgelig en stribe af de hits, som for alvor gjorde dem store, fra "Taking It To The Streets" via føromtalte "Black Water" til evergreenen "Listen To The Music", men det var især en fornøjelse at høre et band, der brugte deres to trommeslagere, der fik lov til at lyde som en horde af bøfler på vej hen over prærien, hvor eneste forhindring var Forums forfærdelige akustik. God til cykelløb, forfærdelig til musik. Desuden fik vi noget seriøs blues hen ad vejen fra et band, som aldrig er holdt op med at spille og tydeligvis kommer til at spille deres feelgood vestkystrock, til de segner." Læs hele anmeldelsen her.


Billetsalget til koncerten begynder 22. juni klokken 11.

Varm op med klassikeren "Long Train Runnin'"


ANNONCE