Nyhed

Genoplev Nephews 07.07.07-koncert i nat

GAFFA – alt om musik

I nat er det præcis 10 år siden, at Nephew for første gang trådte ind på Roskildes Orange Scene. Datoen hed 07.07.07, uret stod på 01.00, og i aften – præcis et årti senere – genudsender Nephew hele koncerten på præcis samme tidspunkt via Facebook. Bandet er selv med online og deler minder og anekdoter med de fans, der ser med.

2007 er registreret som det vådeste Roskilde-år nogensinde med næsten 100 millimeter regn. Den nat mellem fredag og lørdag var dog regnen ophørt, og 60.000 mennesker stod klar foran scenen. 

Guitaristen Kristian Riis husker dette om koncerten:


“Vores koncert på Roskilde Festival i '07 var på daværende tidspunkt højdepunktet i vores karriere. Faktisk er vi ret glade for, at koncerten blev optaget, så vi selv kunne se den efterfølgende. En del af os kunne faktisk ikke rigtigt huske noget bagefter. Læg mærke til, at vi var så nervøse, at vi åbner koncerten med at vinke til folk, fordi vi simpelthen ikke var forberedte på den voldsomme oplevelse, det var at gå på scenen foran så mange mennesker. Og det med at vinke er vel noget, man gør, når man siger farvel til sin mormor – ikke når man møder så mange mennesker. Den oplevelse og den dag vil stå som noget helt særligt i Nephews karriere for evigt. Derfor deler vi den med jer og håber, I vil nyde gensynet lige så meget som os.”

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var begejstret for koncerten, som han tildelte fem stjerner og blandt andet følgende ord: "Det var sådan en nat, hvor drengerøve bliver til mænd. Nephew imponerede ganske enkelt med en imponerende koncert, der blev afviklet helt og holdent på musikkens præmisser. Selvsagt var jublen overvældende under publikumstræfferne, men resten af deres repertoire blev afleveret med en fornem selvsikkerhed, der gjorde koncerten til en stor musikalsk oplevelse." Læs hele anmeldelsen.

Koncerten udkom samme år på dvd og cd med titlen "07.07.07".


Nephew har også spillet på Orange Scene i 2010. Gruppen holder for tiden pause og har ikke spillet live siden 2014. Siden da har sanger Simon Kvamm turneret og udgivet album med Peter Sommer i duoen De Eneste To samt turneret som solist og i januar 2017 udgivet soloalbummet "Vandmand". Guitarist Kristian Riis og keyboardspiller René Thalund har dannet duoen True Nord, som i april 2017 udgav deres første single "It's Not About Forever" med lead-vokal fra The Entrepreneurs' Mathias Bertelsen. True Nord lover mere ny musik efter sommeren.

ANNONCE