Nyhed

David Bowie var med til at få James Murphy til at gendanne LCD Soundsystem

James Murphy afslører den afdøde legendes rolle i gendannelsen af LCD Soundsystem

Det er ingen hemmelighed, at James Murphy og David Bowie tilbragte en del tid sammen i Bowies sidste leveår. Murphy spillede blandt andet trommer på to numre på Bowies svanesang, Blackstar og begik et fantastisk remix af sangen ”Love Is Lost” fra The Next Day.

I et nyt interview med Lauren Laverne på BBC & Music kunne han i dag afsløre, at Bowie spillede en vigtig rolle i gendannelsen af LCD Soundsystem.

”Jeg talte om at samle bandet igen, og han sagde: ”gør det dig utryg?” Jeg svarede ”Ja”, og så sagde han: ”Godt, det burde det. Det burde gøre dig utryg,” fortæller Murphy i interviewet.”


Hør hele interviewet her.

Tidligere har Murphy fortalt om, at Bowie og ham selv gik med planer om at indspille et helt album sammen. Det blev som bekendt desværre aldrig til noget, men LCD Soundsystem har indtil videre udgivet de to nye sange ”Call The Police” og ”American Dream” fra deres kommende album, der bliver bandets første i syv år.

LCD Soundsystem spiller desuden tre koncerter i Vega 7., 8. og 9. september.


 

 

ANNONCE