R. Kelly benægter at lede sex-kult med unge, indespærrede kvinder

R. Kelly benægter at lede sex-kult med unge, indespærrede kvinder

R. Kelly benægter på det kraftigste, at han skulle være leder af en kult, der holder unge kvinder indespærret, kontrollerer og misbruger dem. Noget, sitet BuzzFeed News skrev i går.

Ifølge BuzzFeed News fortæller adskillige forældre, at soulsangeren skulle holde mindst seks kvinder, alle over den seksuelle lavalder, indespærret i to huse i henholdsvis Chicago og Atlanta. Her beskyldes Kelly for at bestemme, hvad kvinderne skal spise, hvordan de går klædt, hvornår de må sove, og hvordan de skal have sex, hvilket Kelly angiveligt skulle optage – ellers bliver de straffet. Kelly bestemmer også, hvilke personer uden for huset, kvinderne må kontakte.

Kvinderne er unge, håbefulde sangerinder, som Kelly skulle have tilbudt at hjælpe med deres karrierer. Efter indledende møder blev kontakten mere og mere intim, og til sidst flyttede kvinderne ind på Kellys ejendomme, hvor han overtog kontrollen over dem, lyder anklagen.

Kvinden J's mor udtaler følgende om sin datter, som hun sidst så 1. december sidste år: "Det så ud, som om hun var hjernevasket. Hun lignede en fange – det var forfærdeligt. (...) Men hun blev bare ved med at sige, at hun var forelsket, og at Kelly er den, der passer på hende."

Ingen af kvindernes familier står frem med navn, men tre af Kellys tidligere ansatte, Cheryl Mack, Kitti Jones og Asante McGee udtaler, at anklagerne er rigtige nok. "Kelly er en mester i tankekontrol – han er en dukkefører," udtaler hans tidligere assistent Cheryl Mack.

R. Kellys advokat Linda Mensch afviser anklagerne på det skarpeste. I en udtalelse, citeret af NME, siger hun: "Mr. Robert Kelly er både chokeret og foruroliget over de seneste afsløringer relateret til ham. Mr. Kelly afviser utvetydigt sådanne anklager og vil arbejde omhyggeligt og hårdt på at retsforfølge sine anklagere og rense sit navn".

R. Kelly har flere gange tidligere været retsforfulgt for sex med mindreårige og for besiddelse af børnepornografisk materiale. I alle tilfælde er Kelly dog blevet frifundet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA