Femstjernede School of X er klar til koncerter i Tivoli og på Musik i Lejet

Femstjernede School of X er klar til koncerter i Tivoli og på Musik i Lejet

Torsdag og lørdag i denne uge kan man opleve den danske gruppe School of X til henholdsvis Lilletorsdag i Tivoli og på Musik i Lejet i Tisvildeleje. Bandet fik fem flotte GAFFA-stjerner, da de spillede på dette års Roskilde Festivals Rising-scene, hvor Rosa Louise Stilgren blandt andet skrev:

"De dybfølte og inderlige sange stod i skarp kontrast til Rasmus Littauers rolle som storpiskende trommeslager, men selvom tonen var blødere end slagene på et trommeskind, leverede han den samme energiudladning. Det hele forløb med svulstige synthflader, drømmende stemninger og en saxofon, der for alvor gjorde udtrykket fuldendt. Et magisk øjeblik indtraf i coverversionen af Sade-klassikeren “By Your Side”, der fik elektronisk kant." Læs hele anmeldelsen her.

Primus motor i School of X er sanger og sangskriver Rasmus Littauer, som også er kendt som trommeslager for MØ. Vi har stillet Rasmus seks hurtige spørgsmål om de kommende koncerter:

Hvad kan vi forvente af koncerterne i Tivoli og til Musik i Lejet?

– Jeg glæder mig vildt meget. Det er to meget smukke steder at spille, så jeg forventer helt klart smukke og stemningsfyldte koncerter. Og så vil vi forsøge at spille bedre end nogensinde før. 

Hvordan vil du beskrive din egen musik?

– Svært spørgsmål, for jeg har ikke tænkt at det skulle lyde som noget specifikt. Det er bare den lyd, jeg laver, når jeg laver musik. Det ligger nok et sted imellem triphop, pop, rock og hiphop. Ha! Så kan man selv forstille sig til, hvordan det lyder.

Du har lige spillet på Roskilde, hvordan gik den koncert, synes du?

– Jeg synes sådan set, den gik rigtig godt, men jeg havde mange nerver på. Der er så meget forberedelse og spænding op til sådan et show, så jeg havde en rimelig følelse i kroppen bagefter. Den er blevet til forløsning nu, og jeg er rigtig glad og stolt over koncerten.

Hvad er det næste, vi kan forvente fra dig musikalsk?

– Roskilde koncerten får et efterspil inden for nogle uger på nettet, og så kommer der også en ny sang meget, meget snart. Den komplette udgivelse ligger også lige rundt om hjørnet.

Du spiller også trommer med MØ, der turnerer i hele verden. Hvordan kan du få dine jobs tll at hænge sammen rent kalendermæssigt?

– Det går som regel meget nemt, men det er klart, at der er rigtigt meget arbejde med logistik i mit liv.

Når du nu er trommeslager hos MØ, hvorfor spiller du så ikke trommer i dit eget band?

– Det er simpelthen, fordi jeg synger, og jeg kunne ikke lige overskue at synge og spille trommer samtidig. Hehe. Selvom det havde været et lækkert look.

Varm op med debutsinglen "Words", der udkom i juni:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA