x
I aftes havde Coldplay premiere på den amerikanske del af deres turné på MetLife Stadium in East Rutherford, New Jersey, og her fremførte de blandt andet en hyldest til Linkin Parks sanger Chester Bennington, der begik selvmord 20. juli, 41 år gammel.
Coldplay-sanger Chris Martin fortolkede det aggressive og tekstmæssigt smertefulde rocknummer "Crawling" fra Linkin Parks storsælgende debutalbum "Hybrid Theory" fra 2000 som en smuk klaverballade. Se en video fra koncerten ovenfor.
Linkin Parks rapper Mike Shinoda overværede koncerten og omtalte på Instagram fortolkningen som "smuk", som NME påpeger. Se hans video nedenfor.
Både i USA, herhjemme og mange andre steder er Linkin Parks albums kommet tilbage på hitlisterne efter det tragiske dødsfald. Linkin Parks seneste album, "One More Light" fra maj i år, er tilbage på hitlisten på en sjetteplads efterfulgt af debutalbummet "Hybrid Theory" fra 2000, der er en re-entry på plads nummer otte. Bandets andet album, "Meteora" fra 2003, går ind som nummer 14, mens deres tredje album, "Minutes to Midnight" fra 2007 går ind på en 33.-plads. Fire af orkestrets syv studiealbum – de tre første og det seneste – ligger således i den danske top 40 på albumhitlisten.
En lignende interesse finder man i gruppens hjemland USA, hvor de samme fire album er vendt tilbage i top 200, lidt længere nede, men i samme rækkefølge, som nummer henholdsvis 17, 27, 42 og 115.