Nyhed

The Attic Sleepers annoncerer debutalbum – hør ny single

GAFFA.dk – alt om musik

The Attic Sleepers annoncerer i dag det kommende udspil "Transit", der udkommer 1. september og bliver det første fuldlængdealbum fra den danske duo, der tidligere på året sendte den drømmende
albumforløber "Leopard" på gaden. I dag er de klar med opfølgeren "Berlin" - hør den nedenfor.

Mathias Barfod og Matias Knigge udgav i 2015 debut-ep’en "Lanquin". Den melankolske og melodiske indiepop fik stor opmærksomhed, hvor singlen "Airport" blev det mest spillede nummer på P6 Beat i 2015. Samme år fulgte koncerter på danske festivaler – herunder Roskilde Festival, og siden har duoen arbejdet på ny musik, der nu har manifesteret sig i otte nye sange på det kommende "Transit".

"Berlin" er førstesinglen derfra, der er inspireret af den tyske hovedstad, hvor de to flyttede til for nylig.


"Vi havde indspillet den første ep og syntes, at arbejdet med musikken var blevet for trivielt. Vi var nok også distraherede hjemme i Danmark, og vi havde brug for at komme væk. Og så har vi altid været glade for Berlin. Vi tog derned og levede helt isoleret, men havde også noget af et eventyr. Vi savnede klart København, men det gav os samtidig inspiration til det nye album. For os er et savn ikke nødvendigvis en dårlig ting," udtaler duoen.

GAFFA anmeldte The Attic Sleepers på årets Spot Festival, hvor de overvejende spillede nye sange, som fik dette skudsmål: "Det er melankolske sange med Mathias Barfods lyse og meget smukke stemme i front for et lydbillede præget af hans sprøde, fingerspillede akustiske guitar tilsat smukt malende lead-guitar og stemningsfulde keyboardflader. Nyt er dog de store doser af vemodig trompet, som fungerer fremragende i lydbilledet i adskillige sange og får mig til at tænke på C.V. Jørgensens mesterlige ”Sjælland”-album, og så er visse sange lidt mere energiske end tidligere kreationer." Læs hele anmeldelsen her.

Udgivelsen af "Transit" bliver fejret med koncert den 15. september i Koncerthusets Studie
2 i København og på Atlas den 16. september i Aarhus.


Hør "Berlin":

ANNONCE