Haven Festival '17 - Talsmand gør status efter succesfestival: Plads til forbedringer

Haven Festival '17 - Talsmand gør status efter succesfestival: Plads til forbedringer

Iggy Pop og Bon Iver var de store udråbstegn, da den nye Haven-festival i weekenden løb af stabelen på Refshaleøen i København. Men der er plads til mange forbedringer, fastslår talsmand Sigurd Hartkorn Plaetner, som GAFFA har talt med:

GAFFA: Hvordan gik Haven 2017 set fra jeres synspunkt?

- Festivalen er gået over al forventning. Vi har selvfølgelig haft nogle begynder-udfordringer som førsteårsfestival. Og dem skal vi lære af til næste år. Men i det store hele er det gået rigtigt godt. Vi har haft rigtigt dejlige publikummer, som var overbærende, smilende og tålmodige og desuden var gode til at leve sig ind i koncerterne. Ligesom de var gode til at komme rundt og ligesom omfavne festivalen for det den var og smage på den mærkeligste specialmad og -øl, og vi havde egentlig regnet med, at blev det for nørdet, ville de ikke være med, og det kun ville være de deciderede entusiaster, der var på. Men det er gået helt omvendt. Der hvor vi havde regnet med, at der var det nok lidt for mærkeligt, har gæsterne slået mest til, og det er jo superfedt! De har omfavnet, at vi er en festival, der står på fire ben og det har været rigtigt fedt at opleve.

- Vejret kunne have været bedre, men også værre. Og med hensyn til selve pladsen, så var det jo en svær plads at lave festival på, men det gik godt, og ret hurtigt lærte vi, hvad vi skal gøre anderledes, og mange af tingene kunne vi så justere undervejs i år. Mens der er andre ting, vi kan gøre helt anderledes næste år.

 

GAFFA: Hvad med at inddrage havnen og skibe?

- Det kunne også være sjovt. Faktisk prøvede vi at få et samarbejde op at stå med Frisk Fisk, hvor man pendlede ud for at fange fisk og så efterfølgende lave noget mad med kokkene. Og så have nogle arrangementer på det, men det viste sig at vi ikke kunne få det til at lade sig gøre.

- I år har vi indholdsmæssigt været ret forsigtige, fordi det mere handlede om at etablere de grundlæggende rammer for festivalen, og nu hvor vi har dem og ved, hvad vi skal gøre anderledes og producere, så er det også lettere for os at være mere eksperimenterende næste år og have lidt mere fokus på at prøve at lave nogle skøre koncepter og så videre.

 

GAFFA: Bliver det fortsat næste år i tæt samarbejde med The National?

-Ja, Aaron og Bryce Dessner fra The National er jo partnere i festivalen. De er en tredjedel, og det bliver de selvfølgelig ved med at være, sammen med Claus Meyer og Mikkel Borg Bjergsø (Mikkeller. Red.). Det er deres festival, og det kommer ikke til at ændre sig.

 

GAFFA: Hvordan er økonomien?

-Det kan vi ikke sige endnu. I og med vi har været en førsteårs-festival, er der mange ting, som lige skal falde på plads og som vi skal kigge på. Vi er også mange involverede, så det er for tidligt at udtale sig om økonomien.

 

GAFFA: Hvor mange billetter har I solgt?

-I omegnen af 15.000 billetter. Det var partout-billetter, og så godt som udsolgt. Vi havde meget få billetter tilbage, for det der skete var, at vi helt bevidst fra start nedjusterede vores kapacitet. Der kunne sagtens have været flere på pladsen, som er beregnet til betragteligt flere, men vi sagde, at vi ville prøve at være lidt konservative og sørge for, at der også var rart at være. Ligesom den bro, vi havde bygget, satte en begrænsning for, hvor mange der kunne passere ad gangen.

-Men ved siden af de 15.000 partoutbilletter har der været nogle en-dags-billetter, og det har bevirket, at der typisk har været lidt over 20.000 på pladsen.

 

GAFFA: I havde et specielt koncept, som I lidt deler med andre festivaler, som Heartland, Badesøen og Komos. hvor man blander tingene. Hvordan synes I at det har gået?

- Helt enormt godt. Der er jo ikke noget specielt nyt i det. Øl og mad har altid været en del af festivaler, sådan er det. Det er mere måden at gøre det på, hvor vi lidt synes, at til traditionelle festivaler handler det om, at øllet lidt er til at blive fuld af og maden mere som en pause mellem koncerterne. Så vi sagde: lad os tage dem som integrerede dele og gøre dem til oplevelser på samme måde som musikken. Så en koncert også kan være en pause mellem to ølsmagninger. Men der hvor vi så nok adskiller os, er ved at vi har tre ildsjæle bag festivalen, som arbejder med det: Mikkel som brygger, Claus som kok og Aaron som musiker. Og som har kurateret det efter deres personlige mening om, hvad der var det bedste, og det har været en succes.

-Så vi skal skrue lidt på noget kapacitet og finde ud af at stille tingene lidt anderledes, så der ikke er køer, for det er jo vildt ærgerligt, at der var problemer med det.

GAFFA: Ja, I har fået en del kritik fra bl.a. Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet, der handlede om massive køer foran ølboder såvel som toiletter. Hvad vil I gøre ved det?

- Det er jo fuldstændigt berettiget, at vi får den kritik. Og som sagt skal vi lige lære vores plads at kende, samt vores publikum og produktion, og meget af det vi kunne se meget hurtigt, efter at vi havde været i gang i nogle timer var, at den måde, vi havde forventet folk ville bevæge sig på pladsen på, og hvad de ville købe og hvor der var meget og lidt tryk, havde vi ikke ret i. Så det handlede ikke om kapacitet, men fordi folk foretrak at gå til de lidt mere nørdede ølbarer, i stedet for vores store volume-barer, og det vil vi ikke have. Folk skal have det dejligt og ikke stå i kø. Selv om de virkede som om, de havde stor tålmodighed. Og vi regner med at have styr på det næste år.

 

GAFFA: Jeg er personligt vegetar og følte mig ikke så godt betjent?

- Det kan jeg bestemt ikke genkende. Jeg ved, at vi har masser af vegansk og vegetarmad, men jeg er ked af, at du har haft den oplevelse. Og det betyder jo bare, at vi skal blive bedre til at kommunikere til dem, der ønsker vegetar- eller veganermad.

- Men vi skal blive bedre, og har lært sindssygt meget. Vi holdt jo flere møder dagligt i løbet af festivalen, og så på hvad vi kunne ændre omgående og hvad der skal med næste år.

GAFFA: I tog en del chancer med musikprogrammet og præsenterede blandt andre kunstnere som Feist. Det var lidt nørdet og med kant, men gik hjem på den største scene, Meadow. Er det noget, man kan forestille sig, og kommer der også flere kvindelige kunstnere næste år?

- Vi booker jo selvfølgelig, det vi synes er bedst og kan lade sig gøre. Så det kan man sagtens forestille sig, men helt grundlæggende er det jo Aaron Dessner fra The National, som er vores musikkurator, og han gør det så i samarbejde med Beatbox, hvor man så ser på, hvad der kunne være sjovt eller friskt, samt hvad der kunne lade sig gøre. Om der er nogle, der er i Skandinavien i forvejen.

- Vi har jo også lavet en festival, hvor vi i høj grad har opfordret musikerne til at stille sig op rundt på festivalen og spille ud fra devisen at stille sig op et tilfældigt sted og skabe kreativt. Også for at bryde med den traditionelle måde, man kan spille på en festival. Som Justin Vernon fra Bon Iver, der stillede op adskillige gange på en lille græsplæne, helt åben for alle.

- Men vi arbejder på sagen, og kommer igen næste år. Om det lige bliver det samme sted og på samme sted, er et åbent spørgsmål.

- Men vi ses!

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA