Nyhed

Mads Langer uddeler legater til to unge sangskrivere

GAFFA.dk – alt om musik

Mads Langer har netop offentliggjort, at han sammen med Engelsholm Højskole uddeler legater til to unge sangskrivere. Overskuddet fra sidste års Langer-koncert på højskolen skal bruges på at støtte to sangskrivningstalenter med to legater, der uddeles i forbindelse med den udsolgte koncert den 30. august 2017 på Engelsholm Slot. 

Mads Langer skriver på Facebook følgende om de to legatmodtagere:

"Mads Langer Talentlegatet:


40.000 kr. gives til en ung og talentfuld sangskriver. Jeg har i år valgt at tildele Freija dette legat. Freija (Freja Møller Kristiansen) er 20 år gammel og skriver nordisk, minimalistisk pop og har en helt unik nerve i sit udtryk. Hendes stemme har sit eget tydelige DNA, som jeg håber, mange flere vil komme til at nyde godt af i fremtiden. Freija vil fremføre en af sine kompositioner med mig og mit orkester som en del af koncerten på onsdag den 30. august, hvor hun modtager legatet.

Der er tale om frie midler, der dog skal bruges til at fremme modtagerens kunstneriske ambitioner.

Engelsholm Højskolelegat (tildeles af Engelsholm Højskole):


Modtageren af Højskolelegatet, der dækker et semester på Engelsholms Sangskriverlinje er Katja Welner, 26 år, sanger og sangskriver fra København.

Vi mødte Katja på Engelsholmstævnets sangskriverhold, og hun er en meget dygtig og gennemmusikalsk performer, der har besluttet sig for at trække i de kreative arbejdshandsker og fremover i højere grad skrive sit eget materiale. Legatet har en værdi på 36.000 kr.

Legatet gives til en talentfuld sangskriver og/eller producer og dækker skolepenge inkl. studietur i et helt semester på Engelsholm Højskoles sangskriverlinje, hvor jeg selv har undervist og stået fadder til selvsamme linje.


Værdi: 36.000 kr.

Hvis du selv drømmer om at blive legatmodtager næste år, så er ansøgningsfrist til næste års uddeling den 1.maj 2018. Info herom følger."

Mads Langer er tilknyttet Engelsholm Højskole, der ligger i Vejle Kommune, som gæstelærer på sangskriverlinjen. Ved den udsolgte koncert 30. august optræder også Tina Dickow og Søren Huss.


Sidste år optrådte Freija sammen med Mads Langer på Grøn Koncert, hvor de sang Mads Langers "Amy", og det lød sådan:

Hør Katja Welner synge sin "The Waltz":

 


ANNONCE