Nyhed

Ny single og intens livevideo fra WhoMadeWho

GAFFA.dk – Alt om musik

At sidde fast i transit på vej til Mexico danner den følelsesmæssige essens af WhoMadeWhos nye nummer

Den eksperimentelle pop-trio WhoMadeWho er i dag ude med deres nyeste single ”I Don’t Know”. Singlen er co-produceret af Kenton Slash Demon og udgives sammen med en musikvideo, som er skudt på NorthSide og instrueret af Jonas Laurien og Christian Clemmensen Møller.

”’I Don’t Know’ blev lavet i en periode, hvor vi egentlig bare var interesserede i at skabe sange på nye måder. Vi havde idéen om at prøve at komponere en sang baseret på vocal-hooks, og med ét havde vi en demo, der lød meget specielt, hvor de fleste melodiske dele består af manipulerede og editerede vokaler,” siger sanger og guitarist i bandet, Jeppe Kjellberg, i en pressemeddelelse. Han tilføjer:


”Hooket i ’I Don’t Know’ opstod, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle synge. Men det føltes så stærkt, at jeg hurtigt byggede teksten omkring det. Det mindede mig øjeblikkeligt om dengang, jeg sad fast i transit på vej til Guadalajara. En situation, hvor jeg havde mistet mit pas og blev nægtet at rejse gennem USA af Homeland Security… så følelsesmæssigt er dette essensen af sangen.”

Se videoen og lyt til det nye nummer her

WhoMadeWho består af sanger og guitarist Jeppe Kjellberg, sanger og bassist Tomas Høffding og trommeslager og producer Tomas Barfod (også kendt fra house-duoen Filur). Trioen har udgivet fem studiealbum samt en række ep'er og singler. Deres optræden under årets Wonderfestiwall fik 5 stjerner af GAFFAs Torben Holleufer med overskriften ”Unikke WhoMadeWho i konstant udvikling”.


Sammen med nye nummer udgiver gruppen også en stribe remixes af Adana Twins, Stereocalypse, Fur Coat og Margot. Disse vil være tilgængelige på alle platforme den 15. september.

 

ANNONCE