Ikonisk Aalborg-spillested bliver relanceret

Ikonisk Aalborg-spillested bliver relanceret

Huset i Hasserisgade har været en signifikant profil blandt de rytmiske spillesteder Aalborg i snart 40 år. Når der bliver taget hul på en ny sæson den 13. september, bliver det under navnet ”Hybrid”. Hertil kommer der en ny indgang gennem en nyåbnet have, som bliver en levende plads med byhaver og meget mere.

Som noget endnu mere spændende får Hybrid en ombygget Christiania-cykel, som skal rulle ud i Aalborg og skabe koncertoplevelser i nye omgivelser. Der bliver musikalske begivenheder på alle tænkelige steder i Aalborg, lige fra nedlagte fabrikslokaler til nybyggede venues med spændende lys, stor lyd og røgmaskiner. 

Relanceringen af det ikoniske spillested kommer heller ikke til at gå stille af sig. I dagene 13. september til 23. september er der et stopfyldt program, som præsenterer koncerter med større danske navne, spoken word, kunstfilm med livemusik og som noget helt nyt: premiere på en koncertrække med nye nordiske navne, da Huset for de næste tre år er udpeget af Nordisk Kulturfond som PULS-spillested.

Bygningen, der i 1912 startede som fattiggård, senere arbejdsanstalt, græsrodscenter og som siden 1978 har været et mangfoldigt kulturhus, har en lang historie. Med Hybrid kommer det til at fortsætte stilen og kommer nu rullende ind i byen med musik og kulturoplevelser. 

I efteråret kan du blandt andet opleve disse navne på Hybrid:

15.9. Kira Skov & Nikolaj Hess
21.9. Claus Høxbroe & Jan Kaspersen
29.9. Burnin Red Ivanhoe
3.10 Fairport Convention (UK)
20.10. Franske Piger + Tårn
27.10. Laura Mo (Huset Ud Af Huset)
10.11. Elena Setién
16.11. Kalaha + Lukkif
17.11. Girls In Airports
1.12. The White Album

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA