Gaffa.dk - Alt om musik
Duoen True Nord har siden sin begyndelse for tre år siden rejst verden rundt for at skabe det udtryk, der kan høres på den kommende debutplade – og nu vil de rejse Danmark rundt
De to Nephew-medlemmer Kristian Riis og René Thalund har sammen dannet elektro-duoen True Nord. Nu er de klar med deres debutalbum ”+N”, som udkommer i løbet af oktober, og i november drager de så på en kort turné rundt i Danmark.
Pladen er kommet til verden, mens de to medlemmer har rejst rundt for at samle inspiration fra hele verdens afkroge, og rejsen har samtidig bragt en masse samarbejdspartnere ind over albummet, blandt andre Leah Shapiro fra Black Rebel Motorcycle Club, Adam Olenius fra Shout out Louds og Mathias Berthelsen fra danske The Entrepreneurs.
”Vores arbejde med True Nord er at komme væk fra en konform forestilling om det stringente band. For os er musikken et samarbejde mellem os og alle de indtryk og musikalske idéer, vi har fået fra de folk, vi har mødt på vores rejse” udtaler Kristian Riis.
Duoen spillede tidligere i år deres debutkoncert på Spot, hvor GAFFAs anmelder, Kristian Pedersen, gav koncerten fire stjerner og skrev: ”Et på mange måder skønt sammensurium af eksperimenter og kompromisløshed. De bedste steder kan René Thalund og Kristian Riis med rette strække pegefingre og knyttede hænder op i luften. True Nord er ikke bare dem fra Nephew.”
True Nord kan opleves her:
28/11 Posten, Odense
29/11 Pumpehuset, København
30/11 Studenterhuset, Aalborg
01/12 Radar, Aarhus