Tager revanche efter fiasko-koncert

Tager revanche efter fiasko-koncert

Saveus fik kun spillet to sange til dette års Smukfest, inden teknikken knækkede – nu får de chancen for at nå igennem hele deres sætliste til næste års festival

Årets Smukfest blev udsolgt, inden festivalen nåede at offentliggøre et eneste navn, men når næste års billetkøb åbner, kan publikum allerede glæde sig til at opleve Saveus.

Saveus, som nok er mest kendt som X Factor-Martins nye band, optrådte også på dette års festival – eller optrådte er måske så meget sagt, for allerede efter to numre fik bandet lydproblemer, som endte med, at de måtte gå af scenen uden at få spillet mere.

”Tak for det massive fremmøde, vi gør alt for at vende tilbage næste år” skrev bandet efter koncerten på deres facebookside. Og det er nu lykkedes.

Offentliggørelsen skete på Smukfests facebookside tidligere i dag, hvor bandet i en video fortæller, at de tager revanche, når Smukfest løber af stablen i 2018. Så lad os krydse fingre for, at de kommer lidt længere, måske ligefrem hele vejen, igennem deres sætliste til næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA