GAFFA.dk – Alt om musik
Den unge, britiske sangskriver Sam Smith har i dag udgivet singlen ”Too Good at Goodbyes”.
Dette er sangerens første udgivelse i to år, siden man i 2015 kunne høre hans vokal på James Bond-temanummeret ”Writing’s On the Wall”, der blev tildelt en Oscar for ”Best Original Song”.
Med det nye nummer tager den 25-årige lytteren med i et velkendt univers af smukke pianolinjer og en følelsesladet og stærk vokal. Lyt til ”Too Good at Goodbyes” herunder:
Artiklen fortsætter under videoen.
Sam Smith debuterede i 2014 med albummet ”In the Lonely Hour”. Debutalbummet fik fem stjerner af GAFFAs Malena Salvado, der roste albummet for dets ”hverdagspoesi” og ”følelsesmæssige rutschebanetur”.
Siden er sange som ”Money On My Mind”, ”Stay With Me” og ”I’m Not the Only One” blevet spillet højt og meget på verdensplan. Sangeren og sangskriveren har solgt over 12 millioner album på verdensplan. Publikum har derfor ventet i stor spænding, efter Sam Smith tidligere annoncerede på sociale medier, at der var ny musik på vej.
I forbindelse med udgivelse af ”Too Good at Goodbyes” spiller Sam Smith fire koncerter i henholdsvis Los Angeles, New York, London og Berlin. Det er endnu uvist, hvilke andre scener popstjernen vil optræde på i nærmeste fremtid.