Feministisk festival realiseres i Sverige

Feministisk festival realiseres i Sverige

Som følge af adskillige rapporteringer om seksuelle krænkelser, voldtægtsforsøg og gennemførte voldtægter efter dette års festivalsæson begynder tingene at rulle stærkt for kampen mod sexisme. Den svenske komiker og radiovært Emma Knyckare (billedet) har placeret sig helt i front i kampen mod kvinders tiltagende utryghed på diverse festilvalpladser. Hun vil skabe en festival, som udelukkende byder kvinder, transpersoner og non-binære velkommen, og nu bliver festivalen en realitet.

Festivalen uden mænd kommer til at finde sted i sommeren 2018 under navnet Statement Festival. Konceptet er klart og tydeligt: Mænd er hverken tilladt på scenen eller blandt publikum. Emma Knyckare har tidligere beskrevet projektet til det svenske medie DN:

“Hvem er det, som voldtager? Det er mænd. Hvad hvis man laver en festival, hvor de ikke må komme? Det var det, jeg tænkte. Jeg synes, det er sygt, at halvdelen af befolkningen skal gå og føle sig utrygge. Så allerede næste år kommer der et alternativ. En rockfestival, hvor kvinder kan føle sig helt trygge.”

Knyckares projekt er både blevet mødt med ubetinget opbakning og voldsom modstand. Ifølge DN har Falkenberg Kommune i Sverige ikke desto mindre meldt sig på banen som lokation for Statement Festival. Endvidere er der allerede startet et crowdfunding-projekt med det formål at indsamle en halv million kroner inden for 30 dage.

 

Bråvalla Festival: “Det er fandeme ikke okay”

Det er juni, sommeren 2017. Under en Håkan Hellström-koncert til Bråvalla Festival bliver en teenagepige holdt fast og voldtaget af en mand blandt publikum. Efter adskillige rapporteringer om seksuelle krænkelser og denne efterfølgende voldtægtsanmeldelse flyder bægeret over for den svenske festival i Nörrköping. Samme dag udkommer en pressemeddelelse, hvor de uden videre vælger at aflyse næste års festival.

“Der findes ingen ord for, hvor utroligt kede vi er af dette. Vi vil beklage og fordømme det på det skarpeste. Det er fandeme ikke okay. Vi accepterer det ikke på vores festival,” skriver arrangørerne. “Vi har gjort alt, som står i vores magt for at forebygge og sikre festivaloplevelsen for vores besøgende. Årets Bråvalla har i mange henseender været den bedste. Med det sagt, så bliver seksuelle forbrydelser ved med at forekomme. Vi har set det på vores og andre festivaler de seneste år, og det er et enormt samfundsproblem, som påvirker alle dele af vores samfund[...]. Vi kommer til at tage et skridt tilbage. Dette skyldes ikke nogen enkeltstående hændelse. Det handler ikke om, at vi ikke kan håndtere problemet, eller at problemet kun findes på festivaler, det handler om at tage et tydeligt standpunkt,” skriver Kajsa Apelqvist, pressechef for festivalarrangøren FKP Scorpio Sverige.

Hertil skal det dog også nævnes, at flere svenske medier efterfølgende har berettet om, at aflysningen muligvis ikke kun kan tilskrives de seksuelle krænkelser. Bråvalla gik i 2016 ud med et underskud på 75 millioner svenske kroner og kæmper således med en skrantende økonomi - en sag som arrangørerne imidlertid ikke er interesserede i at kommentere.

 

Seks tilfælde af voldtægt på Roskilde Festival

Roskilde Festival er Nordens største med 80.000 solgte partout-billetter i 2017. Dertil kommer 5.000 endagsbilletter henholdsvis fredag og lørdag. Blot i år er seks voldtægter blevet anmeldt. I 2016 blev fem voldtægter anmeldt. Festivalens talskvinde Christina Bilde udtaler sig til GAFFA om sagen:

“Det er seks for mange, men jeg vil lige understrege, at politiet siden sidste år har ændret måden, man generelt registrerer voldtægtssager på, så man nu også registrerer sager, hvor der ikke er nogen sigtet, hvilket jeg i øvrigt synes er det rigtige at gøre. Vi har i de sidste tre år sat fokus på sexovergreb, og det vil vi fortsætte med. Der synes heldigvis at være en holdningsændring undervejs, hvor folk generelt siger nej til sexisme, og hvor det ikke er i orden at sige, at det er ofrenes egen skyld.”

Bilde understreger dog, at man ikke kunne finde på at aflyse Roskilde Festival som reaktion på problematikken.

Tilbage står vi nu med en række spørgsmål. Bliver den svenske festival mod diskrimination ikke diskriminerende og sexistisk i sig selv, således blot mod det mandlige køn? Burde problematikken ikke blive taget op i et fællesskab af både kvinder og mænd? Er det ikke problematisk, at alle mænd skæres over én kam grundet enkeltstående mænds stupide handlinger? Og hvordan undgår man at krænke flydende kønsidentiteter i denne sammenhæng?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA