Nyhed

Avril Lavigne og Chad Kroeger synger duet under Nickelback-koncert

Gaffa.dk - Alt om musik

Poprock-parret Avril Lavigne og Chad Kroeger blev gift i 2013 og skilt igen i 2015. Dengang udtalte Lavigne, at de stadig var bedste venner – og nu viser de, at venskabet også holder til at synge en duet.

”Jeg har ikke stået på en scene i tre år,” sagde Avril Lavigne, efter hun overraskede Nickelback-fans, da hun trådte ind på scenen under bandets koncert i Greek Theatre i LA. Sangerinden og skaterpigen fandt sig dog hurtigt til rette på scenen sammen med eks-manden Chad Kroeger og resten af bandet og gav sig til at synge med på Nickelback-hittet ”Rockstar” fra 2005.

Med på scenen var også Owen fra publikum, som fik den drillende kommentar ”rør ikke min eks-kone” fra forsanger Chad Kroeger.


Artiklen fortsætter under videoen.

 

Efter deres bryllup i juli 2013 udgav Avril Lavigne singlen ”Let Me Go”, som Chad Kroeger også sang med på, så det er ikke første gang, parret er set i duet – men det er den første gang siden deres skilsmisse. Der har dog hele tiden været en god stemning mellem parret. Efter deres skilsmisse udtalte Avril Lavigne, at de stadig var og altid ville være bedste venner, og sidste år forsvarede hun Nickelback, da E!News i en artikel skrev, at det eneste, folk hadede mere end Nickelback var Donald Trump.

ANNONCE