Metalbandet Decapitated anklaget for gruppevoldtægt efter koncert

Metalbandet Decapitated anklaget for gruppevoldtægt efter koncert

I mandags kom det frem, at det polske metalband Decapitated var blevet arresteret og sigtet for kidnapning af en kvinde efter deres koncert i byen Spokane, Washington den 31. august. Anklagerne er nu ændret til gruppevoldtægt, som fandt sted på toilettet i bandets tourbus. 

Ifølge spokesman.com var kvinden til koncerten sammen med en veninde og blev inviteret på drinks ombord på bandets tourbus efter showet. Veninden til offeret beskrev først situationen som ”spændende”, men stemningen ombord ændrede sig hurtigt, da bandets trommeslager, Michal Lysejko, uinviteret begyndte at befamle hendes bryster, og samtlige medlemmer begyndte at tale sammen på polsk i stedet for engelsk.

Kvinderne blev hurtige enige om at forlade bussen, efter at have lånt toilettet. Det fremgår herefter af de offentliggjorte retsdokumenter, at forsanger Rafal Pietrowski fulgte efter kvinden ud på toilettet og forgreb sig på hende. Herefter kunne veninden blot se til, mens alle fire bandmedlemmer voldtog kvinden på skift. Pietrowski bad samtidigt veninden om at udføre oralsex på ham, og hun blev skubbet til jorden, da hun nægtede, ifølge spokesman.com. 

Kvinderne kom væk fra bussen hver for sig, og offeret beskrev sin krop som ødelagt og blev båret ud af bandmedlemmet Waclaw Kieltyka, efter at være blevet hjulpet i tøjet. Hun gik fra koncertstedet The Pin og ringede til flere familiemedlemmer samt 911 – alarmcentralen. En politibetjent fandt hende cirka tre kilometer derfra og bragte hende til det nærmeste hospital for at blive undersøgt for seksuel krænkelse. Ifølge retsdokumenterne havde kvinden tydelige mærker på sine overarme, hvilket stemmer overens med et overgreb. 

Los Angeles politi afhørte bandmedlemmerne torsdag den 7. september, hvoraf forskellige forklaringer om kvindernes tilstedeværelse på bussen fremgik. Lysejko, trommeslageren, vidste ikke, hvem kvinderne var, hvorimod Kieltyka, guitaristen, fortalte at han så både Pietrowski og Wicek have sex med en af kvinderne på toilettet. Kun Kieltyka indvilgede i at afgive en DNA-prøve. Ifølge Wiceks forklaring sad han på sofaen og så ikke på noget tidspunkt, hvad der foregik.

Alle fire bandmedlemmer er tilbageholdt i Los Angelses politidistrikt og afventer udlevering til Spokane, hvor episoden fandt sted. Deres advokat udtaler, at de ønsker at bekæmpe anklagerne, da de har flere vidner, som kan bekræfte, at kvinderne frivilligt gik ombord på bussen, og at parterne skiltes i god ro og orden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA