Endnu et sagsanlæg mod ”Uptown Funk”

Endnu et sagsanlæg mod ”Uptown Funk”

Bruno Mars og Mark Ronson har efterhånden mange gange stået for skud i sagsanlæg om plagiat, siden de udgav sommerhittet ”Uptown Funk” i 2014. Denne gang er det gruppen Zapp, der står bag beskyldningerne.

”Det, vi hylder som originalt, er oftest det, der i høj grad ligner det, der kom før, men til gengæld tilfører et eller andet – en personlighed eller et greb, der drejer det, vi kender, og gør det endnu mere vedkommende,” fortæller Kristian Leth i det første afsnit af sin podcastserie ”Musikkens Historie”, et afsnit, der netop handler om ”Uptown Funk” og forsøger at optrævle alle de tråde, hittet trækker tilbage i historien. For der er mange tråde, og de oprindelige ophavsmænd til disse tråde har nærmest stået i kø for at pointere, at hitmagerne Bruno Mars og Mark Ronson har kopieret dem.

Tidligere var det funkbandet Collage, der sagsøgte for plagiat af deres sang ”Young Girls”, og inden da var det medlemmerne fra rap-gruppen The Sequence, der kunne genkende deres egen ”Funk You Up” og The Gap Band, som det lykkedes at blive tilføjet i sangens credits på baggrund af deres ”Oops Upside Your Head”.

Nu er det så Lastrada Entertainment, som ejer rettighederne til Zapp-sangen ”More Bounce to the Ounce”, der har været ude med et sagsanlæg. De beskylder ”Uptown Funk” for at være en åbenlys kopi af 1980’er-klassikeren, og deres dokumentation indeholder alt fra screenshots af tweets fra brugere, der selv har opdaget ligheden, til sammenligning af noderne fra de to sange.

Du kan høre de to sange herunder og dømme selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA