Nyhed

True Nord udfordrer musikvideoformatet

GAFFA.dk - Alt om musik

Sammen med videoen til andensinglen “Feels So Nice” fra august, og udgivelsen af videoen til bandets tredje single “Lost In (You)”, afslører True Nord en mere eksperimenterende side af sig selv. Med en ambitiøs mine tillader duoen bestående af Kristian Riis og René Thalund fra Nephew den nørdede modtager at grave sig ned i en interessant fortælling.  

Videoerne til “Feels So Nice” og “Lost In (You)” er nemlig én og samme video. Begge videoer placerer seeren midt i en højspændt gidselsituation, som tager en overraskende drejning, når aktørerne bliver presset ud i et moralsk dilemma. I modsætning til den ene video, der udspiller sig til lyden af den ildevarslende og stormfulde “Feels So Nice”, gengiver True Nord nu den samme video, men til lydbilledet af den knitrende og elektriske “Lost In (You)”. True Nord beretter om eksperimentet:

"Troelz (Schmidt, red.) havde en dristig idé om, at man kunne bruge den eksakt samme musikvideo til flere sange. Der skulle et større puslespil af et storyboard til, idet de forskellige figurer lipsyncer linjer fra forskellige sange som en del af deres dialog.”


True Nord debuterede i april 2017 med singlen "It's Not About Forever" med Mathias Bertelsen fra The Entrepreneurs som leadvokal. I maj gav de debutkoncert til Spot Festival. En herlighed som GAFFAs anmelder Kristian Pedersen tildelte fire stjerner:

"True Nord efterlader indtrykket af et stadigt søgende projekt, der vil ud og afsøge og opsnuse. Det har de været med deres verdensrundrejse og laptoppen under armen, og det er de også stadig på scenen. Et på mange måder skønt sammensurium af eksperimenter og kompromisløshed. De bedste steder kan René Thalund og Kristian Riis med rette strække pegefingre og knyttede hænder op i luften. True Nord er ikke bare dem fra Nephew."

True Nord drager i november og december på Danmarksturné med deres debutalbum "+N", som udkommer i efteråret. 


 

 Se musikvideoen med "Lost In (You)" som udgangspunkt her. 


 

Se musikvideoen med "Feels So Nice" som udgangspunkt her. 


 

ANNONCE