Nyhed

Chester Benningtons kone deler video af Linkin Park-sangeren optaget få timer inden hans død

GAFFA.dk - Alt om musik

Linkin Park-frontmanden Chester Benningtons selvmord har affødt en lang række reaktioner fra både fans, kollegaer, venner og familie. Hovedsageligt har det drejet sig om, at man skal hjælpe folk omkring sig, hvis man har en fornemmelse af, at de føler sig særligt nedtrykte.

Chester Benningtons kone, Talinda Bennington, har i forbindelse med sin mands død brugt de sociale medier flittigt med det formål at oplyse om depression og videre forebygge selvmord. Nu udgiver hun en video optaget blot 36 timer før Chesters død, hvor Linkin Park-sangeren virker til både at være glad og med overskud. Inden videoens offentliggørelse skrev hun på Twitter: “Mit næste tweet er det mest personlige, jeg nogensinde har skrevet. Jeg viser det, så I ved, at depression hverken har et ansigt eller et humør.”

I sit næste tweet udgiver hun videoen af Chester Bennington med ordene: “Sådan her så depression ud for os, kun 36 timer før hans død. Han elskede os SÅ meget, & vi elskede ham! #fuckdepression #MakeChesterProud”


Ligeledes har Benningtons enke delt et billede på Twitter af sin storsmilende mand med teksten: ”Det her var kun få dage, før min mand tog sig eget liv. Selvmordstankerne var der, selvom I aldrig ville kunne regne det ud. #fuckdepression”.


National Suicide Prevention Week, 10.-16. september, blev endvidere markeret af Chester Benningtons søn, Draven Bennington, som i anledningen indspillede en kort video, hvor han opfordrer folk til at søge hjælp, hvis de føler sig deprimerede: ”Jeg vil gerne love, at jeg vil tale med nogen, før jeg gør skade på mig selv, når jeg føler mig deprimeret eller trist, eller jeg går igennem en hård uge, måned eller år,” siger han i videoen. ”Og jeg vil gerne udfordre jer til at gøre det samme. Til at hjælpe jer selv, i stedet for at skade jer selv”.

Også Foo Fighters, herunder forsanger Dave Grohl, der også mistede sin tidligere bandkammerat Kurt Cobain til selvmord, har om både Bennington og Chris Cornells selvmord udtalt, at ”hvis det ser ud som om, at én du kender er nede, helt nede, så hold øje med dem.”


Således har mange andre musikere også for nyligt brudt tabuer og talt ud om mentale problemer. Blandt andet har ”Nothing Compares 2U”-sangerinden Sinéad O’Connor gæstet Dr. Phil, hvor hun lukker op omkring sin mangeårige historie med psykiske lidelser og selvmordstanker. Hun fortæller om sit særdeles anstrengte forhold til sin nu afdøde mor, og at hun har forsøgt at begå selvmord syv gange på et år.

Endvidere har Tegan Quin fra søsterduoen Tegan and Sara netop delt sine tanker om mentale problemer til magasinet NME: ”Det er ikke en svaghed at indrømme, at du har brug for en hjælpende hånd gennem mørket”.

I GAFFAs julinummer satte vi også fokus på musik og sorg i kølvandet af Chris Cornells selvmord, hvor vi skrev: ”Alle mennesker kan føle sig fanget i mørket, og alle mennesker kan opleve flygtige tanker om ikke at gide mere. Men det farlige er at nære disse impulser ved at holde dem for sig selv og ikke dele dem med andre.”


Rådet fra Psykiatrifondens chefpsykolog Michael Danielsen lød: ”Stå ved dine følelser og del dem med andre. Gå ikke med dem selv. Det er vigtigt at få kanaliseret følelserne ud i virkeligheden og få snakket med nogle mennesker om det.”

ANNONCE