Nyhed

Linkin Park mindes Chester Bennington med koncert og rørende video

GAFFA.dk - Alt om musik

For første gang siden frontfigur Chester Benningtons tragiske selvmord den 20. juli 2017 samles de fem resterende bandmedlemmer fra Linkin Park på scenen. Det bliver til en enestående koncert med det formål at mindes og ære deres forsanger. Koncerten finder sted fredag den 27. oktober i Hollywood Bowl. På scenen vil flere andre artister optræde sammen med Linkin Park.

”One More Light”

Sangen ”One More Light” har givet titlen til bandets seneste – og Benningtons sidste – album fra maj 2017. Den udkom denne morgen i en ny officiel musikvideo. Sangen har nemlig fået en ikonisk status for bandets fans efter Benningtons død, fordi den ganske enkelt handler om at miste.


”'One More Light' blev skrevet med intentionen om at sende kærlighed til dem, der har mistet. Nu finder vi alle os selv som modtagere af sangens budskab,” udtaler Linkin Parks rapper med mere Mike Shinoda i pressemeddelelsen om mindekoncerten. ”Gennem events, kunst, videoer og billeder er fans over hele verden blevet tiltrukket af denne sang som en tilkendegivelse af kærlighed og støtte for bandet og mindet om vores kære ven, Chester. Vi er meget taknemmelige og kan ikke vente med at se jer igen.”

Ny officiel musikvideo

Den nye musikvideo til ”One More Light” er instrueret af Linkin Park-medlem Joe Hahn og bandfotograf Mark Fiore. Videoen reflekterer ikke bare over mindet om Bennington, men også bandets sammenhold, deres samarbejdspartnere og de fællesskaber, der har givet dem styrke.


”Det har været enormt følelsesladet at arbejde med videoen og især at se den,” siger Hahn. ”Jeg føler, at ved at gøre det, har vi ikke kun stået ansigt til ansigt med vores største frygt, men også gjort det muligt at bruge vores talenter til lyse op for dem, der har brug for det. Når vi kommer til Hollywood Bowl-showet og tiden derefter, tænker jeg på de mennesker, der er forbundet til bandet både i og uden for vores cirkel. Videoen er en gestus til de mennesker, som har brug for den forbindelse.”

Videoen udkom i dag på bandets sociale medier. Se den her:


ANNONCE