Nyhed

Fejltryk af Beyoncés ”Lemonade”-vinyl: Indeholder sange fra punkband

GAFFA.dk - alt om musik

”En imponerende odyssé over rock, soul, hiphop og alt derimellem” lød beskrivelsen fra Gaffas anmelder Michael Jose Gonzalez af Beyoncés album ”Lemonade”. ”Alt derimellem” har åbenbart betydet canadisk punk, for det er i hvert fald, hvad en håndfuld europæiske fans ved en fejl har fået.

Beyoncés eksklusive bokssæt, der indeholder en vinyludgave af hitpladen ”Lemonade” og en 600-siders billedbog, har netop ramt gaden, men et par af de fans, der har punget de 300$ ud er blevet mødt med noget af en overraskelse, da de satte nålen mod den citrongule vinyls A-side. I stedet for at høre de indledende toner til ”Pray You Catch Me” blev deres ører nemlig ramt af ”No Sanctuary”, som er den første sang på det canadiske punkband Zexs seneste album ”Uphill Battle”.

“Grundet menneskelige fejl hos Celebrate Records i Tyskland indeholder en lille del af den europæiske produktion af Beyoncés "Lemonade"-vinyl musik fra det canadiske punkband Zex på A-siden. Hverken Beyoncé eller Zex var opmærksomme på eller ansvarlige for fejltrykket. Fans, der har købt vinylen, vil blive refunderet og modtage en kopi af den rigtige vinyl. Vi undskylder for ulejligheden” udtaler Columbia Records til Pitchfork.


Det er kun en måned siden GAFFA skrev, at sange fra Queens of the Stone Ages nye plade ”Villains” ved en fejl var blevet udgivet på Gordis plade ”Reservoir” – så ganske vist gør streaming pladeudgivelser og musiklytning en del nemmere, men det fjerner samtidig lidt af spændingen over hvilken musik, der egentlig spiller, når man trykker på play-knappen.

Zex delte en video på facebook, hvor du kan se deres sange bliver spillet fra Beyoncés vinyl.


ANNONCE