Festival taler over sig: Nyt fra My Bloody Valentine?

Festival taler over sig: Nyt fra My Bloody Valentine?

En mulig fortalelse giver anledning til at tro, at My Bloody Valentine udkommer med dugfrisk album på et tidspunkt i løbet af 2018.

Mandag aften blev det bekræftet, at My Bloody Valentine-frontmanden Kevin Shields skal gæste den islandske festival Norður og Niður som er skabt af den islandske gruppe, Sigur Rós. Nu viser det sig, at festivalen muligvis har været lidt for gavmild med informationerne på Norður og Niðurs hjemmeside. I beskrivelsen af My Bloody Valentine-frontfiguren Kevin Shields står der nemlig klart og tydeligt, at han arbejder på et nyt My Bloody Valentine-album, som lander på de virtuelle hylder i løbet af 2018 - en interessant udmelding, som endnu ikke har været offentlig kendt.

Deres sidste udgivelse landede tilbage i 2013 og dengang gav det genlyd, da den stildannede irsk-engelske støjpop-gruppe uden de store forvarsler udgav deres mildt sagt længe ventede tredje album, "m b v", som de udsendte på eget selskab. Albummet var gruppens første siden nyklassikeren "Loveless" fra 1991, altså gruppens første i 22 år.

My Bloody Valentine blev dannet i 1983 og består af Kevin Shields (guitar, vokal), Bilinda Butcher (guitar, vokal), Debbie Googe (bas) og Colm Ó Cíosóig (trommer). Bandet udgav i 1988 debutalbummet "Isn't Anything", som blandede melankolske popmelodier og bløde vokaler med støjende rock. Albummet fik en rosende modtagelse og skabte en loyal fanbase for gruppen. Udspillet blev siden inkluderet på engelske The Guardians "1000 Albums Du Skal Høre Inden Du Dør"-liste.

GAFFAs anmelder, Ole Rosenstand Svidt, uddelte fem stjerner til albummet "m b v" under overskriften "Støjpop-pionererne vender efter 21 år tilbage, hvor de slap – til fuld tilfredshed, uden at overrumple".

Se musikvideoen til "m b v"-albummets åbningsnummer, "She Found Now" herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA