GAFFA.dk - Alt om musik
Det er kun en uges tid siden, Marilyn Manson kaldte Justin Bieber for en bunke lort, efter popstjernen angiveligt havde påstået, at han havde gjort chok-rockeren relevant igen ved at lave en T-shirt med et print af Mansons ansigt. Men nu har Manson offentliggjort en sms-udveksling mellem ham og Bieber, der afslører, at han måske har overdrevet lidt i sin udtalelse.
I et interview med radio-journalisten Howard Stern har Marilyn Manson delt en række sms’er, som han modtog fra Justin Bieber, efter han i et andet interview havde kaldt popstjernen for en bunke lort. Bieber startede samtalen ved at skrive til Manson og undskylde, hvis der stadig var noget uafklaret imellem dem:
”Bro, det er Bieber, hvad sker der for den artikel? Jeg troede, vi havde en ret behagelig interaktion. Hvis der er noget, der ikke er afklaret om den T-shirt, så må du undskylde” skrev han, og i andre sms’er uddybede han undskyldningen og skrev blandt andet: ”Det gjorde lidt ondt at læse, at jeg fremstod som en idiot eller måske bare var en idiot. Undskyld.”
Manson svarede tilbage:
”Vi er cool. Folk har bare gjort den T-shirt-ting til en falsk fejde. Lad os vende det på hovedet og fuck pressen og lave noget sammen. Det ville være det bedste. Og du skal ikke undskylde, du var ikke et røvhul. De spurgte, om du var, og jeg modsagde dem ikke. Jeg var ikke ude efter dig.”
Fejden er altså dermed tilsyneladende fejet af vejen, men om det ligefrem kan udvikle sig til et samarbejde mellem det umage par, som Manson foreslår, må tiden jo vise.
Marilyn Manson udsender den 6. oktober sit tiende studiealbum, "Heaven Upside Down" og giver 15. november en udsolgt koncert på Kulturværftet i Helsingør.
Du kan høre hele interviewet med sms-oplæsninger af Howard Stern herunder.