GAFFA.dk – alt om musik
I førstkommende weekend løber den tredje udgave af Aarhus Reggae Festival af stablen, og alle gode gange tre er det også spillestedet VoxHall, Vester Allé 15 i hjertet af Smilets By, der danner rammen om Danmarks eneste reggaefestival.
I lighed med de tidligere år er det event- og koncertarrangøren Jam Link International Association, der har planlagt et spændende todages program med lidt for enhver smag.
Fredag den 29. september inviteres publikum til en lille lektion i dancehallmusikkens historie, da aftenen vil blive centreret om grundlæggelsen af genren. Hensigten er at genskabe energien, stemningen og følelsen af den autentiske jamaicanske dancehall vibe fra begyndelsen af 70'erne. Navne som Mwakenya, Hiya Flames, Lappa Luma, Papa Dee og Norris Man vil hjælpe publikum gennem lektionen backet af forskellige dj's.
Lørdag den 30. september skifter arrangørerne gear og fokuserer udelukkende på roots reggae-musikken og byder på liveoptræden med navne som Omar Perry (søn af den legendariske reggaeproducer Lee "Scratch" Perry), Teacha Dee (billedet), Donna Marie, Lirical D Mirical og Jessica – alle backet af det energiske live band Splif Click Crew.
Begge dage vil der fra kl. 16:00-20:00, hvor dørene åbnes til VoxHall, være "reggae, dub og akustik under teltet" på græsplænen ved åen uden for VoxHall. Her er der gratis adgang. I teltet vil der være mulighed for at købe lækre delikatesser i form af caribiske patties og mad fra reggaegrillen, ligesom der gives information om caribiske ferier med mulighed for at købe forhåndsbilletter til drømmeferien.
Billetterne til arrangementet i VoxHall koster henholdsvis 85 og 150 kr. for fredag/lørdag, ligesom det er muligt at købe en combo-billet der giver adgang til begge dage for 175 kr. Billetterne giver ligeledes adgang til After Party på Casa V58 i Vestergade, der byder på specielle optrædener af Mwakenya, Hadji, JJ Paula og Vibz Star. Derudover vil der være et dj-sæt med Riddim Fex og den eneste kvindelige dancehall-dj i Aarhus, Ida-I.