Anmeldelse: Bowies bedste år?

A New Career in a New Town (1977 - 1982) samler nogle af David Bowies største kunstneriske succeser – og en af hans sidste virkelig store kreative perioder – i en lækker boks. 

En ny karriere i en ny by – smag på den sætning. Ikke bare markerer boksens titel Bowies nye tilværelse i Europa, efter nogle mildt sagt turbulente år i Los Angeles. Det er også et nummer fra det krautrock-inspirerede album Low (1977), der blev refereret til i albumafslutteren ”I Can’t Give Everything Away” på Bowies svanesang Blackstar sidste år.

Titlen markerer overgangen, og en ny fase i Bowies liv.

En drøm for fansene

Den nye boks følger op Five Years (1969 - 1973) og Who Can I Be Now (1974 - 1976) udgivet i henholdsvis 2015 og 2016, og fremstår som en drøm for enhver Bowie-fan. Indholdsmæssigt er det snak om de tre albums Low (1977), ”Heroes” (1978) og Lodger (1979), der tit omtales, som Bowies Berlin-triologi til trods for, at det kun var ”Heroes”, der faktisk blev indspillet i byen. Herudover er det snak om live-albummet Stage (1978) og Scary Monsters (And Super Creeps) (1980).

Ydermere indeholder boksen en 84 sider tyk bog med sjældne fotografier af blandt andre Anton Corbijn, Helmut Newton, Steve Schapiro og Brian Duffy – samt ”Heroes”-ep’en (med franske og tyske versioner af nummeret), single cut, sjældenheder og diverse samarbejdsnumre. Alt remastret af Ray Staff (der har fået en del opmærksomhed for sit audiofile arbejde med klassikere fra Black Sabbath, Led Zeppelin, The Clash og The Rolling Stones) og Bowies mangeårige producent Tony Visconti.

Sidstnævnte har herudover sat sammen en helt ny 2017 mix af Lodger, sandsynligvis den største gulerod i boksen, dersom man allerede har disse plader på hylden.

Artiklen fortsætter under billedet.

A New Career in a New Town (1977 - 1982). FOTO: Warner Music Group.

Når man kigger på listen over sangene David Bowie udgav mellem 1977 og 1982, er det nemt at lade sig imponere. De åbenbare hits ”Sound and Vision”, ”’Heroes’”, ”Boyes Keep Swinging”, ”Ashes to Ashes” og ”Fashion” bakker perfekt op af mindre kendte, men indiskutable stærke spor, som ”Alwas Crashing in the Same Car”, ”Be My Wife”, ”A New Career in a New Town”, ”Warszawa”, ”The Secret Life of Arabia”, ”Beauty and the Beast”, ”Fantastic Voyage”, ”Look Back in Anger” og ”Teenage Wildlife”. 

Og da har jeg ikke engang nævnt materiale til live-albummet Stage og bonus LP’en Re:Call 3 med Queen-samarbejdet ”Under Pressure” og gigantiske ”Cat People (Putting Out Fire)”, som klare højdepunkter. Sidstnævnte er titelnummeret til 1982-filmen ”Cat People”, skrevet og indspillet med producentlegenden Giorgio Moroder, og et nummer, der i nyere tid også blev trukket frem, som lydspor i en essentiel scene i Quentin Tarantinos ”Inglourious Basterds”. 

Avantgarde og krautrock

I 1976 flyttede David Bowie til Schweiz, men flyttede til Berlin mod slutningen af året sammen med Iggy Pop. Året efter står med udhævet skrift i Bowie-historien. Ikke bare blev førstedel af ”Berlin-triologien”, Low, udgivet. Samme år producerede og skrev Bowie også sange sammen med Iggy Pop, noget, der resulterede i Iggys to mest kritikerroste albums, som soloartist, The Idiot og Lust for Life (begge udgivet i 1977).

Low er det første album i boksen og markerer også starten på Bowies tætte og frugtbare samarbejde med Brian Eno. Albummets udgangspunkt var musik, David Bowie havde skrevet og indspillet til filmen ”The Man Who Fell to Earth” året inden, hvor han også havde hovedrollen. Instruktør Nicolas Roeg mente, musikken ikke ville passe filmen, og elementer fra disse indspilninger blev siden inkorporeret i Low. 

Albummet var tungt inspireret af tyske grupper, som Cluster, Kraftwerk, Can og Neu!, en avantgardistisk tilnærmelse til indspilningsprocessen og mere brug af elektroniske elementer. Lydbilledet er blandt andet præget af Brian Enos EMS Synthi AKS, en modulær synth indpakket i en middels stor attachetaske. Dette var en engelsk mærkværdighed af en synth, han tidligere havde brugt på det epokegørende debutalbum til Roxy Music allerede i 1972. 

Et af de mest karakteristiske træk til Low er b-siden, der består af fire nærmest instrumentale spor, og som fremstår i stærk kontrast til førstesidens eksperimentelle, men ligefuldt tilgængelige numre med videreføring af nogle af trækkene fra 1976-albummet Station to Station. ”Warszawa”, et af højdepunkterne blandt disse fire, skal faktisk have blevet til ved hjælp af Viscontis fire år gamle søn, der spillede tonerne A, B og C i loop på studiepianoet, mens Eno lyttede – og videre inkluderede dette i den færdige komposition.

Low fik i 1977 blandet modtagelse både blandt kritikere og fans, men har siden opnået en helt speciel status i Bowies diskografi. I 2012 placerede musikmediet Pitchfork albummet på toppen af deres liste over 1970-tallets bedste albumudgivelser.

Hansa Tonstudio – lige ved siden af muren

14. oktober 1977, ti måneder efter udgivelsen af Low, var David Bowie klar med del to af Berlin-triologien, ”Heroes” (ja, med ambivalente gåseøjne). Albummet blev indspillet i Hansa Tonstudio lige ved siden af muren, og denne gang valgte han, i modsætning til, hvad der var tilfældet ved udgivelse af forgængeren, at drive aktiv promovering af albummet, blandt andet gennem en række interviews med samtidens mest indflydelsesrige musikjournalister.

I tillæg til Brian Eno og Tony Visconti fik også King Crimson-guitarist Robert Fripp lægge sine helt egne signaturer på indspilningerne denne gang, og i den medfølgende bog skriver Visconti, at ”hvor Low var, som at opfinde alfabetet på nyt, var ”Heroes”, som at skrive en ”pulp fiction” med dette nye alfabet”. Det er interessant at følge udviklingen fra album til album, hvor trangen til at eksperimentere med effekter er stor, samtidig som albummerne bliver indspillet i løbet af uger, mens Bowie komponerer tekster i studiet – ofte mens han synger dem ind i mikrofonen.

Under tekstproduktionen af det hyllede titelnummer – et absolut højdepunkt i diskografien – beder han Tony Visconti og korist Antonia Maass om at forlade rummet, så han kan koncentrere sig. Gennem vinduet ser han de to kysse lige ved muren, som delte den tyske hovedstad i to mellem øst og vest, og inkluderer dette smukke og kontrastfulde billede i sangens femte vers.

En sjov tilføjelse i boksen er ”Heroes”-ep’en, der samler Bowies versioner af titelnummeret på tysk og fransk – både i lange versioner og i single cut. Det fungerer helt klart bedre på tysk end fransk! Også åbningsnummeret ”Beauty and the Beast” dukker op i en forlænget udgave, der tidligere ikke har været tilgængelig, hverken på CD eller digitalt format.

”Heroes” blev bedre modtaget af samtidens musikjournalister end Low, og blev blandt andet kåret til årets album i NME samme år, det blev udgivet.

Ud på tur

I marts 1978 begav David Bowie sig ud på turnéen ”Isolar II”, bedre kendt som ”The Low/Heroes World Tour” eller ”The Stage Tour”, gennem USA, Europa, Australia og Japan. Med sig havde han blandt andre fået guitarist Adrian Belew, der i forvejen havde samarbejdet med Frank Zappa. Sammen med guitarist Carlos Alomar satte Belew sit præg på turnéen, og blev også inviteret med til det påfølgende studiealbum Lodger.

På turnéens live-album, Stage, udgivet om efteråret, var optagelserne gjort under koncerterne i de amerikanske byer Philadelphia, Providence og Boston. I 2005 blev det udgivet en remastret udgave af Stage (også i 5.1 surround sound for de mest audiofile), hvor sangene var placeret i den rækkefølge, de blev fremført. I denne boks er både den originale udgave i gul vinyl (som i 1978), samt en remastret version med to tidligere ikke-udgivne numre, ”The Jean Genie” og ”Suffragette City”.

Mange, mig selv inkluderet, vil nok mene, at der er på grensen til overkill, at hele fem af de 13 lp’erne, som A New Career in a New Town (1977 - 1982) består af, vies Stage-indspilningerne.

I tillæg til at fremføre materiale fra det, der den gang var hans tre sidste albumudgivelser Station to Station, Low og ”Heroes”, tog Bowie under disse koncerter også et uventet nostalgisk tilbageblik til The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) med sange, som ”Ziggy Stardust”, ”Fice Years”, ”Hang On to Yourself” og nævnte ”Suffragette City”.

Berlin-triologiens konklusion – og en videre rætning

Lodger, udgivet 18. maj 1979, er i min vennekreds ofte blevet kritiseret for dårlig lyd til trods for åbenbare fantastiske sange, som ”Fantastic Voyage”, ”Yassassin”, ”DJ”, ”Look Back in Anger”, ”Boys Keep Swinging” og den småfrække appropriation af Iggy Pops ”Sister Midnight” på ”Red Money”.

Også Tony Visconti påpeger disse fejlene i den medfølgende bog, og skylder blandt andet på tidspræs og vanskeligheder med at finde et studie i New York med de rette faciliteter for mixing af albummet.

Artiklen fortsætter under billedet.

David Bowie fotograferet i forbindelse med udgivelse af Lodger i 1979. FOTO: Warner Music Group / Duffy Archive.

Bowie og Visconti skal have snakket om at gøre en ny mix i flere tiår, men Visconti kom først i gang med dette projekt under indspilningen af Blackstar i 2015. Ifølge Visconti skal Bowie ha blevet svært imponeret efter at have lyttet til opfriskningsarbejdet, som Visconti havde gjort i Lodgers a-side, og givet klar besked til hans producent gennem store dele af karrieren om at han måtte fuldføre dette arbejde.

Nå, et år og ni måneder efter David Bowies bortgang, er resultatet endelig ude til glæde for fansene. Og det mærkes, at lyden fremstår renere, og at de forskellige instrumenterne har fået mere pusterum i mixen denne gang.

Tony Visconti skriver videre, at han føler albummet nå lyder vel så velproduceret, som påfølgende Scary Monsters (and Super Creeps) – om jeg er enig i den påstand, er jeg ikke helt klar til at konkludere med efter blot en lille uge i selskab med boksen, men det er en klar forbedring fra den noget undervældende 1979-udgave. Ingen tvivl om det.

Musik for et nyt tiår

Scary Monsters (and Super Creeps) markerede starten på et nyt tiår. 1980’erne skulle efter hvert give David Bowie smagen på stor kommerciel sucess med Let’s Dance (1983), samtidig som trofaste fans forlod ham med dette karrieretræk, og de påfølgende albumudgivelserne Tonight (1984) og Never Let Me Down (1987) fik ham til at revurdere solokarrieren og starte rockkvartetten Tin Machine. Den første nedtur i Bowies karriere stod for tur nogle år frem i tid, men end så længe befinder vi os i 1980, og albummet, der var indspillet i både New York og London, indeholder en skøn blanding af inspirationer fra begge byer.

It’s No Game (No. 1) og It’s No Game (No. 2) omfavner albummet, der blandt andet indeholder hitet ”Ashes to Ashes”, hvis musikvideo skaffet Bowie mange nye fans, ”Fashion” og ”Teenage Wildlife”. I New York var Tom Verlaine fra Television i studiet med Bowie (hans bidrag endte ikke op på det færdige album, men nummeret ”Kingdom Come” er et cover af hans original fra 1979), mens i London bidrog både Robert Fripp og The Who-guitarist Pete Townshend.

Chuck Hammers guitarsynth på ”Ashes to Ashes” er muligvis det mest dominerende bidrag fra gæstemusikerne set i eftertid. En sang, hvor Bowie igen sendte en hilsen til stakkels Major Tom, som havde været ”lost in space” siden 1969-gennembruddet Space Oddity, og som også blev refereret til i musikvideoen til nummeret ”Blackstar” i 2015.

Scary Monsters (and Super Creeps) er på den ene side prætentiøs kunstrock, men også ekstremt tilgængelig popmusik. På mange måder banet den vej for det mere kommercielle udtryk i Bowies videre 80’er-år, og frem til udgivelsen af Blackstar sidste år var det mange, der også mente, at albummet var Bowies sidste virkelig interessante udgivelse.

Queen, Bertolt Brecht og Giorgio Moroder

De to sidste lp’er i A New Career in a New Town (1977 - 1982) er Re:Call 3, der består af diverse materiale, der ikke er inkluderet i de fire studiealbums, men som kom ud i løbet af tidsperioden, boksen dækker. Her finder vi Queen-samarbejdet ”Under Pressure”, ”Cat People (Putting Out Fire)” med Giorgio Moroder, den klassiske julesang ”Little Drummer Boy” fremført med Bing Crosby, single cut og diverse rariteter.

Den tyske poet og dramatiker Bertolt Brecht (1898 - 1956) får specielt meget opmærksomhed, da både hans ”Alabama Song” (også tolket af The Doors på bandets debutalbum fra 1967) samt fem numre skrevet til 1923-stykket ”Baal” er inkluderet her. David Bowie spillede i BBCs version af stykket i 1981 og udgav året efter ”Baal ep”.

I det hele taget er A New Career in a New Town (1977 - 1982) en imponerende udgivelse, både lydmæssigt og når det gælder det musikalske, der strækker sig vidt mellem avantgarde, kraut, pop, rock, disco, cabaret og verdensmusik. David Bowie udforsket nye udtryk gennem store dele af karrieren, og selv om han udgav fantastisk musik både før 1977 og efter 1982 er netop disse år i mellem helt specielle.

En tid med kreativ eksplosion, men Bowie, end så visionær, som han fremstod og fremstår, havde gode støttespillere omkring sig. Det er vanskeligt at tænke sig, hvordan meget af dette materiale havde blevet til uden hjelp fra Brian Eno, Tony Visconti, Robert Fripp, Carlos Alomar, Adrian Belew, Iggy Pop, Chuck Hammer, Dennis Davis og George Murray.