GAFFA.dk – Alt om musik
Rocktrioen Baby In Vain udgav i slutningen af august deres debutalbum ”More Nothing”, der har høstet massevis af anmelderroser. Nu har de skabt en ekstraordinær billedside til pladens tredjesingle ”Low Life”. Desuden annoncerer de en mini-danmarksturné til foråret 2018.
Den nye musikvideo til ”Low Life” er netop udkommet i dag. Den er instrueret af den unge, danske instruktør Rasmus K. Petersen. Om videoen udtaler trommeslager Benedicte Pierleoni i en pressemeddelelse:
"Vi ville gerne lave en helt anderledes video end dem, vi tidligere har lavet. Efter at have set Rasmus Petersens video for Sjæl i Flammer, tænkte vi, at han kunne være den rigtige til jobbet, og han kunne heldigvis godt lide ”Low Life”. Han fik 100% kunstnerisk frihed, og vi er virkelig glade for, hvordan den er endt."
Farverige kontraster
Musikvideoen er et flot og farverigt bidrag til den stemningsfulde single. I en kontrastfyldt retro-setting bevæger videoen sig fra bedstemors stue til en ridehal med stejlende hest til et ølfyldt ungkarlekøkken til en pink 00’er-fest til et badeværelse med 70’er-blå klinker og et pigeværelse med hesteplakater. Der optræder alt fra guldfisk og pastelfarver til brændende roser og mobiler fra 00'erne.
Anmelderrost debut
Albummet ”More Nothing” fik hele 6 stjerner af GAFFAs anmelder med kommentaren: ””More Nothing” er ukontrolleret og vildt, drømmende og altomsluttende. Det er et album, der giver udtryk for en enorm variation, hvor alle aspekter af punkens tunge skyts iscenesættes i musikalsk symmetri.”
Oplev Baby In Vain live
De tre første dage af marts 2018 drager trioen på en mini-turne til Danmarks tre største byer:
01.03.18 Posten, Odense
02.03.18 Radar, Aarhus
03.03.18 Lille Vega, København