Nyhed

Før Stones-braget: Et kig bag kulisserne

GAFFA - alt om musik

Der er ikke så lidt som skal klappe, når ”the greatest rock’n’roll band in the world” lægger vejen forbi med en af deres legendarisk spektakulære stadionkoncerter. Det var Stones, som – flankeret af landsmændene i Pink Floyd – i midten af 1970’erne introducerede selve konceptet med at turnere med et lastvognstog af udstyr til en imposant scenekonstruktion og sætte op og pille ned for hver koncert.

Det var i øvrigt vistnok en tour manager tilbage i ’69, som opfandt frasen om verdens største rock’n’roll-band – og siden er den ligesom bare hængt ved. Denne regnfulde mandag formiddag byder en af ophavsmandens nutidige kolleger så velkommen, midt på plænen i Telia Parken på Østerbro. Navnet er Dale Skjerseth, production director på den store sceneproduktion – som det hedder i fagsprog – og en garvet herre i faget.

Skjerseth har arbejdet med The Rolling Stones siden 1994, og mellem Stonesturnéerne har der været bud efter ham fra blandt andre Guns ’n Roses, AC/DC og Ozzy Osbourne. Men som Skjerseth siger, mens en masse mennesker i beskyttelseshjelme allerede har rejst grundkonstruktionen, og en række skinnende sorte lastbiler holder parkeret på grønsværen foran scenen:


”Jeg arbejder også med andre folk, alle sammen legender – men hvis Stones har bud efter mig, er jeg nødt til at tage af sted. Jeg kan ikke sige så meget andet, end at det er verdens bedste band at arbejde for. De er behagelige, de interagerer med dig, taler med dig – de tager det på sig. Misforstå mig ikke, sådan er det også andre, der er – men det her er bare i en klasse for sig.”

 

Lang historie


Da Stones-cirkusset var allermest voluminøst, skulle der hele 52 lastbiler til at fragte udstyr rundt i på turnéen – på den aktuelle turné kan bandet ”nøjes” med 25 trucks – heraf en enkelt til backstage-møblement og garderobe samt seks til de høje videomure, publikum vil kunne opleve i aften i Parken. Det fortæller Skjerseth og uddyber: 

”Vi har 143 folk med på turnéen, i syv tourbusser…det er et STORT show. På den sidste turné kørte vi med 17 lastbiler, og nu er vi så oppe på 25 igen – ligesom på den første turné, jeg lavede med dem. Vi har vores egen strøm med: Vi er et selvberoende, mobilt uhyre. Men det er tæmmet, i den forstand at det handler om showet, om bandet og principperne. De har været her længe og har en lang historie.

– Denne gang har vi fire store videoskærme, som bliver rejst her snart. Eftersom det er overdækket her, vil vi bruge mindre røg – der er ingen af os, som har lyst til at få cancer. Men vi laver andre effekter for at kompensere - det er et godt show. Men det handler om musikken –  de har en fantastisk sætliste, som de skifter 3-4 sange ud i aften efter aften. Og de morer sig, siger Skjerseth om bandet, som senest besøgte Danmark med en meget omtalt koncert på Roskilde Festival i 2014.


I timerne umiddelbart inden arenaen åbnes for publikum, indfinder bandmedlemmerne sig selv i Parken for at lave lydprøve og løbe igennem eventuelle udskiftninger og tilføjelser i sætlisten. ”Sikrer sig, at alle har styr på det hele,” som Skerseth siger. Han er bekendt med Parkens ry for ualmindeligt ringe lydforhold – men forsikrer, at der ikke er grund til bekymring. 

”Det afhænger alt sammen af vores fantastiske lydtekniker, som er på vej i talende stund. Både han og jeg har været her på stedet adskillige gange, og han ved hvordan han skal få dem til at lyde godt, her. Han kan få dem til at lyde nøjagtig, som de bør. Så der er ikke noget problem. Der er også blevet gjort en del fra stedets side for at forebygge problemerne, over årene. Der er for eksempel blevet sat klæder op, for at minimere rumklang og så videre. Jeg har været her med båder AC/DC og Guns ’n Roses, og der var ingen problemer,” fortæller Skjerseth, mens den hektiske, men målrettede aktivitet udfolder sig omkring os.

Produktionlederen fremhæver bandets eget store engagement i arbejdet og deres store erfaring som en afgørende faktor i afviklingen af det store show. Skjerseth:


”I de jobs, hvor der er udfordringer, ligger de ofte i begyndelsen af en turné. At få det til at fungere rent logistisk, få udstyret fra by til by, land til land, eller endda fra kontinent til kontinent. Men i det her tilfælde involverer bandmedlemmerne sig – Mick og Charlie er meget involveret i showets design. Og så snart, de siger ”Go!” – så har de også givet os redskaberne til at køre på.

"Så der er ikke udfordringer, som sådan. Eller: Udfordringen er at få det på plads og få det til at ske. Så det er udelukkende en positiv udfordring – fordi der er så meget samarbejde fra deres side. De stiller de rigtige spørgsmål – de har været i branchen så længe, så de ved hvad de skal spørge ind til. Og de gør ikke tingene unødigt komplicerede.”

 


En institution

Så sent som i lørdags kom Mick Jaggers amerikanske kollega Marilyn Manson til skade ved en koncert i New York, da en del af sceneudsmykningen styrtede ned over ham. På spørgsmålet om, hvordan Dale og hans store hold forebygger den slags scenarier, falder svaret prompte:

We’re not gonna let that happen. Og det er 100% mit ansvar, at han er opmærksom på alle detaljer og situationer. Det er endnu en grund til, at de kommer ind før showet – for at få en fornemmelse af stedet og sikre sig, at alt er som det skal være. De er så dedikeret til deres arbejde, hvilket er fantastisk for os alle sammen. Mick kommer ind, går rundt, og alle får at se, hvad de skal gøre. Jeg skal sørge for, at underlagte er fuldstændigt jævnt overalt, hvor de skal gå. At indgang og udgang er fuldstændig frie, så de kan komme ordentligt ud og ind. Det er en vigtig udfordring.”


Inden audiensen er forbi, kaster GAFFA et enkelt spørgsmål i den mere nørdede ende af skalaen, ind i samtalen. For var det egentlig Pink Floyd eller Stones, som i sin tid opfandt stadionkoncerten som vi kender den i dag?

”Begge bands er legendariske, hvad angår deres sceneproduktion – men det er alligevel forskellige udfordringer,” svarer Skjerseth diplomatisk og forklarer: ”Pink Floyd havde mere kreative, kunstneriske påfund – mens de her fyre i højere grad er et rock’n’roll-band. Så det, de har introduceret, er især at bruge den nyeste teknologi – som de bruger på en anden måde end Pink Floyd ville have gjort.

"Jeg tænker at Stones er en institution, i den forstand at de introducerer nye ting for folk for hver eneste turné. Nye idéer. Vores nyeste video-mur var kun lige blevet færdigproduceret inden det første show på denne her turné. Vi har seks lastbiler med videoudstyr – det er ikke så lidt video. De er ved at sætte det op lige nu; det kommer til at gå næsten helt op til loftet. Så de er STORE, de skærme – der er ikke nogen, som kommer til at have en dårlig plads til koncerten. Der vil være godt udsyn.”


ANNONCE