Nyhed

Danmarksaktuelt band i slåskamp med sikkerhedsvagter

GAFFA.dk – Alt om musik

Det walisiske pop-punkband Neck Deep var i går aftes den 9. oktober nødt til at aflyse deres udsolgte koncert på Rock City i Nottingham, da de havnede i slåskamp med sikkerhedsvagterne efter blot to sange.

Ifølge udtalelser til Nottingham Post var sikkerhedsvagterne ”meget hårde” i behandlingen af nogle fans, der crowdsurfede tidligt under koncerten. Da bandmedlemmerne fra Neck Deep greb ind og forsøgte at hjælpe fansene, eskalerede situationen sig til en slåskamp mellem bandet og sikkerhedsvagterne, hvor også publikum deltog.

Artiklen fortsætter under videoen


Flere koncertgængere har lagt videoklip ud på Twitter af sammenstødene. Ifølge musikmagasinet Alternative Press kan bassist i Neck Deep, Fil Thorpe-Evans, ses i de to videoer under iført hvid T-shirt, hvor han forsøger at hjælpe en fra publikum, der bliver overmandet af sikkerhedsvagterne.


Artiklen fortsætter

Frontmand i Neck Deep, Ben Barlow, kom tilbage på scenen efter et stykke tid, da situationen var blevet dæmpet, og erklærede, at koncerten var aflyst.

”Koncerten er fucking færdig, sikkerhedsvagternes fucking fejl,” sagde han, før han kylede mikrofonen i gulvet og gik af scenen. Barlow gav herefter en undskyldning uden for koncertlokalet til de fans, der stod og ventede på bandet ved deres bus.

Artiklen fortsætter


Neck Deep har også skrevet en offentlig udtalelse på deres Facebook-side, hvor de undskylder for hændelserne.


”Begivenhederne, der skete i går aftes, var beklagelige og dybt uheldige. Det eskalerede hurtigt til et punkt, som det aldrig skulle være nået til. Vi mener, at vold aldrig er løsningen, og at alt, hvad der skete, kunne og skulle have været håndteret på en bedre måde af alle parter,” skriver bandet blandt andet.

I en udtalelse til Nottingham Post meddeler koncertlokalets ejere, at de undersøger sagen videre.

Neck Deep spiller i Pumpehuset 21. oktober, og der er stadig billetter i salg.

ANNONCE