Nyhed

Kvinden, der anmeldte Nelly for voldtægt, vil ikke vidne mod ham

GAFFA.dk – Alt om musik

Kvinden, der i sidste weekend anmeldte rapperen Nelly for voldtægt, udtaler nu, at hun ikke vil vidne imod ham og ikke ønsker, at efterforskningen fortsætter.

Vi befinder os midt i en bølge af seksuelle anklager i musik- og celebrityverdenen. Flere kvindelige skuespillere har udtalt, at Hollywood-produceren Harvey Weinsteins har udsat dem for seksuelle krænkelser, ligesom Björk netop har anklaget Lars von Trier for sexchikane, og metalbandet Decapitated er blevet anklaget for gruppevoldtægt af to kvinder.

Sidste weekend blev også rapperen Nelly sigtet for voldtægt efter en koncert i nærheden af Seattle. En kvinde ringede 911 og beskyldte rapperen for at have voldtaget hende i sin tourbus. Efterfølgende har Nelly været meget aktiv på sociale medier for at overbevise sine fans om, at der er tale om en falsk anklage.


Nu står kvinden selv frem gennem sin advokat, Karen Koehler, som har skrevet et åbent brev på sit website. Her forklarer Koehler, at kvinden ikke vil vidne mod Nelly og ønsker, at efterforskningen indstilles. Ikke fordi overgrebet ikke er sket, men fordi hun mener, at retssystemet vil svigte hende.

”Vi lever ikke i et samfund, hvor en 21-årig universitetsstuderende kan føle sig sikker nok til at forfølge kriminelle anklager om en påstået voldtægt mod en berømthed,” skriver Koehler.

”En dag vil vores verden måske ændres, så der ikke behøves 30 kvinder til (med tiden) at tale ud om en berømthed, som har krænket dem, for at blive troet på. Men den dag er stadig ikke kommet.”


Denne udtalelse er en tydelig reference til sagen om Harvey Weinstein.

Steve Stocker, leder af Auburn Police Department, siger dog til New York Times, at efterforskningen af sagen fortsætter.

ANNONCE