Fransk musikmagasin får tæv for dette forsidebillede

Fransk musikmagasin får tæv for dette forsidebillede

Det store franske musikmagasin Les Inrockubtibles har fået nogle meget stærke reaktioner, efter de har valgt at sætte en drabsdømt artist på forsiden af magasinet.

Sangeren Bertrand Cantat pryder forsiden af magasinet Les Inrockuptibles, noget som har medført kraftige reaktioner i Frankrig i den sidste uges tid. Grunden dertil er, at han for 13 år siden blev dømt for drabet på sin daværende kæreste, skuespilleren Marie Trintignant.

På Twitter bliver magasinet blandt andet kaldt for ”modbydeligt”, og den franske udgave af Elle har reageret ved at placere Marie Trintignant på deres forside som et direkte svar på Les Inrockuptibles' redaktionelle valg af forsidestjerne.

LÆS OGSÅ: Fransk rocksanger idømt otte års fængsel i Litauen

Under billedet af Cantat i Les Inrockuptibles er overskriften ”Cantat, en som nom”, som oversat til dansk betyder ”i hans navn”. Elle har anvendt en bøjning af samme vending på deres forside ”au nom de Marie”: ”i Maries navn”.

Artiklen fortsætter under Twitter-meldingerne

Sangeren fra rockgruppen Noir Désir blev prøveløsladt i 2007 efter at have afsonet fire år af sin otte år lange dom. Han slog kæresten Trintignant, som var kendt som skuespiller i hjemlandet, gentagne gange, før han ventede flere timer, før han ringede efter en ambulance. 

Marie Trintignant døde senere på sygehuset af skaderne, som Cantat havde påført hende.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Noir Désir: Des Visages de Figures

Efter at kritikken har haglet ned over magasinet i en uges tid, gik Les Inrockuptibles i går ud og påtog sig selvkritik i valget om at sætte Bertrand Cantat, som for tiden er aktuel med ny musik, på forsiden. På sin hjemmeside skrev bladet blandt andet:

"Historien om Bertrand Cantat har været en del af Les Inrockuptibles' historie siden 80'erne (...) det var umuligt at ignorere den. (...) At sætte ham på omslaget var problematisk. Vi vil udtrykke vores dybeste beklagelser over for dem, som er blevet såret."

Bertrand Cantat var sanger i det populære rockband Noir Désir, som var aktive fra 1983, til Cantat blev fængslet. De forsøgte et comeback, da han blev løsladt, men blev mødt af voldsom kritik og gik derpå i opløsning. Cantat dannede siden duoen Détroit, der har udgivet to relativt succesfulde album. Han er nu aktuel med sin første solosingle og har et soloalbum på vej.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA