Sømandsstrip i ny musikvideo med The National

Sømandsstrip i ny musikvideo med The National

”I’ll Still Destroy You” er den nyeste single fra The Nationals seneste album Sleep Well Beast, og den er netop udkommet med en festlig musikvideo.

I videoen optræder bandet til en fest, der indledningsvis virker noget sløv og kedelig, hvilket måske også skyldes Matt Berningers dybe vokal. Til festen optræder dog også en mandlig stripper i sømandskostume, noget som i høj grad er med til at hæve stemningen til festen.

LÆS OGSÅ: Rhye kommer til Danmark

Det hele kulminerer, da sømandsstripperen, nu kun iført sin hat, nipple tassels og guldpailletunderbukser, afskyder en konfettikanon fra skridthøjde. Hans konfetti avler mere konfetti og champagne, og til sidst i videoen ser man stripperen optræde på samme scene som bandet.

Videoen er optaget på Haven Festival, og derfor kan man også høre lidt dansk snak i starten af videoen. Stripperen hedder Ragnar Kjartansson og optrådte med et cover af Kim Larsens "De smukke unge mennesker" under National koncerten.

The National optræder til næste års NorthSide Festival, hvor man blandt andet også kan opleve Queens of the Stone Age og Father John Misty.

Du kan se videoen til ”I’ll Still Destroy You” herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA