Nyhed

Live Music Summit 2017: Ind bag musikken

GAFFA.dk – alt om musik

Live Music Summit blev afholdt fredag og var en spændende tur ind bag musikken, hvor nogle af aktørerne bag livemusikken stod frem og fortalte – ligesom en vaskeægte legende kom forbi

Du skulle måske været taget i Den Sorte Diamant på den københavnske havnefront fredag. For ved den spritnye konference afholdt af Dansk Live, foreningen for danske spillesteder og festivaler, blev der givet en række bud på fremtidens musikoplevelser. Ligesom der var besøg af en vaskeægte legende i form af Tony Visconti, producer for blandt andre David Bowie og T. Rex.

Det blev også til en prisudeling, som lå i tråd med Grøn Koncert på den måde, at en fond bestående af blandt andre Muskelsvindsfonden og Roskilde Festival uddelte en specialpris på 100.000 kroner til Gimle i Roskilde. Prisen bliver givet for at gøre det lettere at betjene publikummer, som en bevægelseshæmmede. Som sangerinden Nabiha, der overrakte prisen sagde det:


– Vi var i juryen vilde med Gimles skyhøje ambitionsniveau og imponeret over deres måde at tænke tilgængelighed på. Gimle tænker lige så meget på den sociale tilgængelighed som på spillestedets fysiske ramme. De gør det mere behageligt for mennesker med både synlige og usynlige handicaps at samles om det frie musikalske fællesskab, og det skal belønnes.

I disse clickbait-tider

Clickbait er et lidt negativt ladet ord for overskrifter, der får dig til at klikke ind på noget, der måske er reklame, men også kan være alt muligt andet. For onlinemedier kan det være nyttigt at vide, hvor mange gange vi alle sammen klikker os ind på en nyhed, et stykke musik eller alle mulige andre ting. Og her er virksomheden Voxmeter, der er meget brugt til også politiske meningsmålinger, langt fremme herhjemme, og i samarbejde med GAFFA har man skabt et projekt, der undersøger vores oplevelser set i forhold markedet for koncerter og festivaler. Her sagde Ulrik Hjarnaa, der er produktionsdirektør efterfølgende til GAFFA blandt andet:


– Vi scanner markedet i form af en fælles stor dataindsamling. Her har vi talt med 100.000 personer, og de dækker hele spektret, altså alle aldersgrupper. Og er så tæt vi kan komme på at være repræsentativ for hele den danske befolkning. Vores dataindsamling gør, at vi kan identificere folk og så kan vi – og vi gør det i mange industrier udenfor musikbranchen – begynde at stille ekstra spørgsmål, som hvilke blade folk læser og der i gennem vide mere om, hvem der eksempelvis læser GAFFA. 

Voxmeter arbejder for en række medier og musikarrangører, og her kan de hjælpe festivaler med at finde sit publikum, fordi gode festivaler ofte handler om, at der er et godt match mellem både publikums- og arrangørens oplevelse.

– Det går jo begge veje, for ofte vil virksomheder få en gevaldig "aha"-oplevelse, når vi præsenterer vores resultater, men på samme måde kan det jo også hjælpe publikum, at arrangørerne kan tilpasse for eksempel musik efter at give dem så god en oplevelse som muligt, beretter Ulrik Hjarnaa, som blandt sine kunder har alt fra banker til ejendomsmæglere og altså musikbranchen.


Optimeret livelyd

Lydtroldmanden Steffen Ring har en lang fortid i dansk musik og har i konkurrence med 29 projekter fået EU-kommisionen og partnere som blandt andre DTU med på et projekt kaldet MONIKA, der kan indkapsle livelyd, så man får en høj og intens lydoplevelse foran scenen, men hvor lyden filtreres, naboer og andre ikke bliver generet. Han tænker her specielt på oplevelser i stærkt beboede områder, som eksempelvis Plænen i Tivoli, der får mange naboklager med påbud om at skrue ned, og festivaler som Distortion. Men hvad er det, Steffen Ring vil?

– Det nye er, at vi kan indkapsle det atmosfæriske lydfelt til en koncert i det fri, som ellers er noget der alt efter vind og vejr ofte kan høres flere kilometer væk. Der er aldrig nogen, der har lykkedes med dæmpe støj udendørs.


Her forestiller Steffen Ring sig, at specielle højtalere bliver opstillet i en ring udenom et koncertsted, som eksempelvis Plænen i Tivoli, men på en måde, så højtalerne vender væk fra bandet:

– Der er tale om en lyd, der bliver beregnet af en sindssygt hurtig computer. Den beregner et lydfelt, der mest muligt stjæler energi fra det originale lydfelt, der kommer fra bandet. Folk der arbejder med akustik taler om The Dark Zone og The Bright Zone. Det betyder, at man tager lyd, som genereres fra en computer, der som input får den originale lyd, der ryger ind i digitaliseret form, samt fra alle de sensorer, der er anbragt rundt omkring sammen med lufttryk, temperaturer, vindhastighed og alt muligt, og så regner computeren en ny lyd ud, som sender man så væk fra området og ud mod omgivelserne. Musikere på scenen har gerne den oplevelse, at hvis vinden er på en særlig måde, hører man stortrommen med tre sekunders forsinkelse, fordi lyden kommer tilbage fra overfladen af koncertsalen længere inde i Tivoli. Og sådanne ting kommer MONIKA til at kunne standse.

Spændende. Steffen Ring regner med, at den nye viden kan blive taget i brug om nogle år.


Visconti skuffede

Skal man kritisere liveoplevelsen, så blev det meget tørt. Her kunne nogle musikalske indslag have pyntet, ligesom formen, hvor en Anna Ulmann fra Information var ordstyrer, nærmest gav én oplevelsen af intellektuelt fjernsyn langt hinsides rock'n'roll, ikke ulig DR2 når det er mest søvndyssende. Og her var det altså heller ikke alt for spændende at opleve festivalprogramlæggere snakke om deres arbejde, ligesom selve hovednavnet, den amerikanske producer, Tony Visconti, leverede et bedaget og ret uinspireret foredrag, som desværre var klinisk renset for anekdoter fra indspilningerne med David Bowie, som når han var i Berlin og lavede "Heroes" eller lavede tidlige plader med Marc Bolan og T.Rex. I stedet fik vi et selvfølgelig ret relevant angreb på tidens pladeselskaber, der "ejer alle aspekter af musikken via den såkaldte 360 graders-deal. Og derved stavnsbinder musikerne og derved kvæler kreativiteten. Berettiget kritik, men når den så blev ledsaget af statements om, at der ikke mere blev lavet ordentlig musik, var det lige lovlig frelst tale fra en producer, der burde vide bedre.

Så blev det mere til one-liners i stil med "Aretha Franklin never needed autotuning", "The artist doesn't work anymore" eller "Illusion is a shortcut to fame". Ligesom der blev sparket til fænomener som America's Got Talent, og igen var vi vist ude på almindelighedernes overdrev.


Gudskelov fik GAFFA et interview med Tony Visconti om tiden med blandt andre Bowie. Men den 73-årige elegante sølvræv, der fortsat er i fuld vigør og ikke mindst producerede David Bowies svanesang fra starten af sidste år, Blackstar, var trods mange grin en lidt mat afslutning på et trods alt spændende første forsøg på en musikmesse på dansk jord.

 

 


ANNONCE