Nyhed

Metallica fortolker Oasis til Manchester-koncert

GAFFA.dk - Alt om musik

Oasis’ klassisker ”Don’t Look Back in Anger” er blevet til lidt af en slagsang for beboerne i Manchester siden terrorangrebet den 22. maj i år efter en Ariana Grande koncert. Det var derfor et særligt øjeblik, da Metallica lavede et cover af sangen under deres koncert i Manchester.

”Musik spiller en rolle for byens heling,” fortalte Manchesters borgmester Andy Burnham til Rolling Stone, da han blev spurgt ind til sangens betydning. Coldplay og Ariana Grande var de første til at give ”Don’t Look Back in Anger” denne rolle, da de spillede den sammen til One Love Manchester-støttekoncerten, og senere slog U2 pjalterne sammen med Noel Gallagher og spillede nummeret til U2s koncert i London i juli.

LÆS OGSÅ: Video: James Hetfield styrter på scenen


Lørdag aften fulgte Metallica så i disse fodspor og spillede en tilsyneladende temmelig improviseret udgave af slagsangen ledt an af bassist Robert Trujillo og guitarist Kirk Hammett, mens publikum leverede vokalen.

Efter koncerten delte Lars Ulrich dette klip på Twitter med ordene ”Sikke et øjeblik!! Gåsehud..”:

Artiklen fortsætter under videoen.


"Don't Look Back in Anger" udkom oprindeligt på Oasis' andet studiealbum (What's the Story) Morning Glory? fra 1995, som også bød på den udødelige "Wonderwall". Det er et af de få Oasis-numre, der bærer Noel Gallaghers vokal, og på trods af sangens budskab, ledte den næsten til Oasis' opløsning, da lillebror Liam Gallagher gik på pub under indspilningen og endte med at invitere det meste af pubben tilbage i studiet, mens Noel indspillede sin vokal.

Noel blev (måske forståeligt nok) så sur, at han ikke mødte op i studiet dagen efter. Men efter et par uger besluttede han sig for ikke at se tilbage i vrede, så pladeindspilningen kunne fortsætte.


ANNONCE