Nyhed

Soleima lægger sig ud med Cardi B

GAFFA.dk - Alt om musik

Fik du set Soleima i fredagens udgave af P3's musikalske talkshow Moyo Live? I et elektronisk cover af Cardi Bs “Bodak Yellow” blev der skruet helt op for sample-festen.

Kombinationen mellem Soleimas bløde vokal og Cardi Bs hårde tekster kan et eller andet. Iført en babylyserød kasket og en fangirl-shirt med skriften “Shania Twain” udfordrer pigen med popfinesserne Cardi B's tungtrullende og hoe’n’bitch-befængte univers. Det lyder måske som en både vandet og vattet konstellation, men det fungerer faktisk ganske udmærket.

Nummeret er stripped-down til et glatbarberet, melodiøst og elektronisk udtryk, og Cardis flyvende skældsord er erstattet med blidere og blødere synonymer.


LÆS OGSÅ: Hun er den hotteste på hiphop-scenen lige nu

Under kunstnernavnet Soleima har 28-årige Sarah Mariegaard forladt Flødeklinikken for at udleve egen musikalitet. Tilbage i september modtog hun prisen P3 Talentet ved P3 Guld-showet i DR Koncerthuset. Sangerinden var i kategorien for ”Årets Talent” oppe imod Noah Carter og Hugo Helmig, der, som hun selv pointerede, må siges begge at lave meget anderledes musik end hendes egen.

I den forbindelse udtalte hun til GAFFA:


– Vi sidder jo alle sammen i vores små huler og laver musik. Det vil jeg gerne blive ved, og så vil nogen forhåbentlig lytte til det og måske endda blive berørt af det. Og så er det heller ikke nogen hemmelighed fra mig, at udlandet er højt prioriteret. Vi spiller allerede en del i forskellige lande, og vi vil gerne sprede vores musik ud til endnu flere.

Måske er det netop derfor, at hun nu lægger sig ud med den amerikanske rapmama Cardi B's bling-bling og tykke Bronx-dialekt.

Lyt til Soleimas cover herunder.


Lyt til originalen af moderskibet Cardi B herunder.


ANNONCE