GAFFA.dk - Alt om musik
Du kender måske hiphop/producer-duoen Benal fra denne måneds GAFFA-forside. Eller måske for deres energiske koncerter eller det nye album Hvis det virkelig er vigtigt. Nu offentliggør de en Danmarksturné til foråret 2018.
Makkerparret Benal, bestående af rapperen Benjamin og produceren Albert, har netop udgivet albummet Hvis det virkelig er vigtigt. Det er deres andet reelle album ud over debuten Nu fra 2016. Benal har dog mere i bagagen end som så, for gennem årene 2013 og 2014 udgav de tre ep’er, som kulminerede med opsamlingsalbummet Opstigning i 2015, inden den officielle debutplade udkom.
Hvis det virkelig er vigtigt blev præmieret med fem flotte stjerner hos GAFFA, der især fremhæver de ”poetiske krummelurer i hverdagsfortællinger, som gør albummet lytteværdigt.”
LÆS OGSÅ: Heartland Festival klar med fire nye navne
Producer-Albert kalder 2017 for et ”godkendt år”, hvor makkerparret både har vundet P3 Guld-prisen og spillet udsolgte koncerter i Danmarks to største byer. Nu tager duoen langt om længe på en ret så vigtig turné rundt til danske spillesteder med Hvis det virkelig er vigtigt og det øvrige, brede bagkatalog under armen. Det sker til april 2018.
Løgn, scones, kædedans og Drag Queens
I forbindelse med den kommende turné har rapper Benjamin udtalt i en kryptisk pressemeddelelse:
– Vi vil helt tæt på den lille lytter. Så tæt, at vi kan høre åndedrættet og se den lille halspulsåre dunke, når der bliver løjet. Det er ikke så meget, at der bliver løjet. Det er mere løgnen i sig selv.
Han tilføjer:
– Der er få ting i verden, der kan gøre mig mere glad end hjemmebagte scones. Men hvis jeg skal nævne noget, der gør mig mere glad, må det være kædedansen, der opstår spontant til de bedste familiefester.
Albert byder ind:
– Kædedans er en dejlig måde at vise sine følelser på. Drømmen er at kysse en fuldblods Drag Queen lige direkte i sjælen midt på scenen til en hiphop-koncert velvidende, at vores gennemsnitlige sidelæns-kasket-fan begynder at få det mærkeligt, men samtidig spreder der sig en følelse af varme omkring de eurogene zoner.
Så måske ledsages Benal næste forår af både scones og Drag Queens, hvilket bør hyldes med kædedans, højlydt åndedræt og lystløgn blandt publikum. Eller måske ikke. I hvert fald kan Benal opleves her:
6. april: Forbrændingen, Albertslund
7. april: Elværket, Holbæk
12. april: Vega, København
13. april: Skråen, Aalborg
14. april: Train, Aarhus
19. april: Posten, Odense
20. april: Kulisselageret, Horsens
21. april: Godset, Kolding
26. april: Gimle, Roskilde
27. april: Tøjhuset, Fredericia
28. april: Bygningen, Vejle
4. maj: Stars, Vordingborg
Ventetiden til april 2018 kan med fordel bruges på at lytte til Hvis det virkelig er vigtigt: