Nyhed

Sia giver julen nyt liv

GAFFA.DK - Alt om musik

Efter den store succes med albummet “This Is Acting” og ikke mindst singlen “Cheap Thrills” i 2016 har Sia haft et relativt stille år med kun få udgivelser i eget navn. Nu bryder hun for alvor stilheden med 10 bud på moderne juleklassikere, som er samlet på albummet “Everyday is Christmas”.

Sia har det sidste års tid fokuseret på at rejse verden rundt for at optræde med sine sange, senest med en række stadionkoncerter i Nordamerika og udvalgte datoer i Australien og New Zealand. Og når hun ikke har stået på scenen, har hun - som tidligere – brugt sit talent til at skrive hits for andre store stjerner. Den Grammy-nominerede sangerinde, der før har leveret singler til bl.a. Beyonce, Katy Perry, Rihanna og Kanye West, har fornylig hjulpet ZAYN med at skrive top 5-sangen “Dusk Till Dawn”.

Men Sia har også fundet tid til at skrive sange til sig selv, mens hun har været på farten, og denne gang har hun bevæget sig ud i en ny genre: Julesange! Vi har allerede fået et par smagsprøver - den funky “Santa’s Coming For Us” og balladen “Snowman” – og i forbindelse med udgivelsen af singlerne talte Sia med Zane Low på Beats 1 om, hvordan idéen til albummet opstod:


Jeg syntes, vi manglede lidt god ny julemusik. Der er selvfølgelig klassikerne, men jeg føler ikke rigtig de nye sange. Og så tænkte jeg, at det ville være godt at lave noget, som jeg selv kan lide. Vi lavede det på to uger, og jeg kunne slet ikke holde op med at skrive sange. Så jeg endte med et helt album med nye sange ved et tilfælde.”

Lyt til første single her:


De 10 nye sange er skrevet sammen med Sias faste samarbejdspartner Greg Kurstin, der også har været med til at skabe Sias tre seneste albums, og som har co-produceret eller produceret de enorme hits “Cheap Thrills”, “Chandelier” og “Elastic Heart”.

Lyt til hele albummet her:


ANNONCE