Nyhed

Smuk hyldest til kærligheden

Nyt hit fra Niklas - Hør det her!

Efter chart-successen Follow Me, som var Niklas’ første udspil på engelsk er han nu klar med den anden single på dansk i år. ’Bedøver’ handler helt enkelt om det der sker, når man bliver ramt lige i hjertet af et andet menneske. 

Niklas befandt sig i en sådan periode, da sangen kom til verden i starten af sommeren. Han befandt sig i studiet med producerduoen Pitchshifters. 

- Kærlighed og forelskelse er vel naturens gang. Vi har alle prøvet at blive draget til hinanden på et eller andet tidspunkt i livet. Derfor var det oplagt at skrive sangen til hende den dejlige pige jeg lige havde mødt og når det føles ærligt så er det nemt at få ud, fortæller Niklas. Det er en kærlighedssang, men uden at det bliver for corny, fordi det i bund og grund er noget alle kan relatere til.


 

Niklas har en helt særlig måde at bruge det danske sprog på og sammensætter gerne finurlige tekster i sin lyrik. Det er ikke noget sangeren egentlig selv tænker over og det kommer rigtig meget af sig selv ud fra det humør han er i. 'Bedøver' er ingen undtagelse og har nogle enkle og smukke passager som for eksempel: ”Der er intet ord i en ordbog”. Det lyder banalt men den handler for Niklas om, hvordan han definerer eller egentlig ikke kan definere den pige, som var motivationen for sangen. 


”Du skal aldrig nogensinde være bange, bang bang, baby bare kom” er en af Niklas’ egne favoritter i denne sang. Det er fordi den både er en metafor og et ordspil som han syntes var sjovt. I bund og grund handler det om at han vil gøre alt for hende så hun skal ikke være bange, men så med et twist af en gammel western film hvor helten i en skudregn tager pigen under armen og rider bort – bange, bang bang!.

 


2017 har budt på nye sider af Niklas, et år hvor han er vokset og modnet musikalsk og endda også har udgivet sin første sang på engelsk; Follow Me som Danmark virkelig tog til sig. Det har dog ikke ændret noget i ham som sanger og sangskriver. ”Min musik er universel om det er på dansk, engelsk eller svensk” fortæller Niklas  og forklarer at 2018 sikkert vil byde både på danske og englske sange samt at folk derude helt sikkert snart kan opleve ham live igen.

Niklas brød for alvor igennem i 2010 med sangen Ingen Dikkedarer, som opnåede platin og blev en del af en ny rapbølge i Danmark på det tidspunkt. Efterfølgende udgav han bl.a. de store hits Top Swag og  Veninder, som begge gik 3 x platin og senere blev samlet på hans første EP kaldet EP1, der udkom i slutningen af 2011. Hurtigt efter fulgte EP2 og hans første albumudgivelse CD1 som begge udkom i 2012. Efter dette heftige udgivelses-flow tog Niklas en lang pause fra musikbranchen, hvor han dog fortsat havde gang i sangskrivningen. Det mundede ud i et par få udgivelser og senest hans singler 2 Lejligheder og Follow Me som udkom henholdsvist i marts og juli i 2017.

ANNONCE